At træde ind i Rebes verden er ikke blot at lytte til hendes luftige, analoge og legende bedroom pop. Det er at blive opslugt af en helhed: den drømmeagtige atmosfære, de teatralske kærlighedsmyter og den disede vintage æstetik, der udfolder sig på tværs af musik, videoer og Instagram. Musikalsk trækker Rebe tråde fra spanske 70’er- og 80’er-ballader og ikoniske kunstnere som Jeanette og Lola Flores over i nutidig dream pop. Her bor feer, blomster og glitrende melankoli side om side med en uskyldig erotikkens nerve og en drillende energi.
Rebe begyndte sin musikalske rejse i trioen LULI REBE & SUS XOCOLATINAS, men hendes særegne, ustyrlige kunstnerpersonlighed kaldte hurtigt på sit eget rum. Solodebuten “Recuerdos de cuando me aplastó una roca y me morí” (2019) udkom på kassette via Snap! Clap! Club og Jeanne D’Arc – håndsyet i stofomslag lavet af Rebe selv – og blev udsolgt, før den overhovedet ramte gaden. Siden fulgte en ligeledes udsolgt vinyludgave. På albummet forener hun melodiske finurligheder og tåget, raffineret produktion med en skrivestil, der leger i bevidst kontrast til musikkens næsten parfumerede elegance. Siden har hun udgivet sange uden for gængse formater, optrådt på toneangivende festivaler og udgivet på bl.a. Elefant Records. Rebes seneste single, “Brilla el sol” (2026), har allerede sat stemningen til hendes kommende EU-tour. Vi er begejstrede for at hun også kommer forbi ALICE med sit magnetiske, sensuelle dream-pop-univers og ekstravagante ballon-scenografi.
Osy Cotton
Aftenen åbnes af Osy Cotton, som med sit nu-emo-bedroom-pop-univers trækker publikum helt tæt på. Her finder store følelser og intime bekendelser sammen med bass heavy beats, drømmende, distortede flader og shoegazede guitartåger. Det er følelsesladet, digitalt og dagbogsagtigt – med klare tråde til den nye bølge af eksperimenterende bedroom pop, som kendes fra navne som Oklou og Bladee, men filtreret gennem Osys eget mørke, poetiske blik.
Live omformes sangene i et setup med guitar og DJ, hvor singer-songwriter-rødder og en snert af country sniger sig ind mellem de elektroniske teksturer.

