Solo Salon er skabt ud fra ønsket om at lave en aften med fokus på sublime og inderlige kunstnere uden filter i et soloformat med korte performances på cirka 25 minutter. Solo Salon på ALICE sætter spot på tre stærke, håndplukkede performere helt alene på en lille scene med minimal afstand til publikum. Denne gang Maria Laurette Friis (vokalist), Mathias Reumert (klassisk percussionist) og Arina Trostyanetskaya (moderne danser).
Som kontrast til tre intime soloperformances afsluttes aftenen med en improviseret koncert bestående af den legendariske lyd af Hammond B3 orgel og trommer. En lyd, som i årtier har været forbundet med funk, jazz, sved, fest og dans.
Ved hver Solo Salon mødes en ny duo-sammensætning af nogle af de bedste danske musikere og leverer deres bud på netop denne lyd og med udgangspunkt i improvisation, mens der er skønne drinks i baren – som i øvrigt er åben hele aftenen. Denne aften mødes Ben Besiakov (orgel) og Anders Provis (trommer).
Aftenens spilleplan:
Solo:
Maria Laurette Friis (vokalist)
Mathias Reumert (klassisk percussionist)
Arina Trostyanetskaya (moderne danser)
Duo:
Ben Besiakov (orgel)
Anders Provis (trommer)