15.08.2020

Percussive Experimental

Erna + HVAALL

Lørdag d. 15. august
Dørene åbner kl: 16:00
Koncerten starter kl: 17:00
Pris: 100 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

ALICE og UNION byder på ALICE Summer Series – en sommerlig koncertserie i vores hyggelige gård. Vi runder programmet fornemt af med den København-baserede tromme/percussion-duo Erna, som live forener okkult trancemusik, industrial og den elektroniske klubscenes dunkende puls. Den elektroniske københavnske duo HVAALL, der live joines af trommeslager Greta Eacott, åbner eftermiddagen.

Sommeren bringer lys – og efter flere måneders nedlukning lysner det nu også for den levende musik på ALICE! Sammen med UNION kan vi nemlig med glæde melde, at vi hen over sommeren præsenterer en række dejlige koncerter i gårdmiljøet foran ALICE. Tag dine venner med til ALICE Summer Series – sommerlige koncerter under åben himmel med en lang række fantastiske herboende musikere: Glæd dig til navne som Dreamers’ Circus, Kogekunst, Dawda Jobarteh, Josefine Opsahl, Basco og mange flere. Læs om hele programmet her.

Vi rykker baren ud i gården og indbyder til godt samvær omkring den eventyrlystne musik på udvalgte weekender hen over sommeren. Alle koncerter er med siddepladser og begrænset plads – så vi kan overholde myndighedernes regler og afholde koncerter i sikre rammer.

Vi anbefaler, at man sikrer sig billet i forsalg. Billetter koster 100 kr. (børnebillet: 50 kroner). Vi glæder os til at se dig til ALICE Summer Series!

Erna

Erna består af de to mangeårige musikalske makkere, trommeslager Anders Bach og percussionist Kristian Paulsen. Med udgangspunkt i dybt slagtøj, mystisk støj og klare synthesizere, forener Erna okkult trancemusik, industrial og den elektroniske klubscenes dunkende puls i høj dynamisk intensitet. Live foregår det ved lige dele faste forløb og improvisation, i et setup hvor Bach og Paulsen står overfor hinanden og skaber intense og trance-agtigt opslugende stykker. Erna er lidt af en favorit på ALICE, hvor de har spillet flere gange. Duoen har desuden tilbagelagt en del danske koncerter siden de startede i 2018, og også besøgt Café OTO i London. Erna har udgivet to bånd på deres eget uafhængige label Wetwear, som i øvrigt er en vigtig platform på den danske eksperimentalscene med udgivelser fra bl.a. Nils Gröndahl, Fabienne Erato og HEX.

HVAALL

Den københavnske duo HVAALL bevæger sig et i et elektronisk univers, hvor loops, lyrik, soniske mønstre og rastløse beats skaber et pulserende soundtrack til turen hjem fra byen. HVAALL består af Jonas Engdahl (synths/DJ) og Mads Dalgaard (vokal, guitar, loops). Live gæstes de af Greta Eacott på elektronisk perkussion. Bandet udsendte tidligere i år deres debut-EP “The Wicked Blossom”, og vi ser frem til at opleve dem live til ALICE Summer Series!

Vigtigt at vide om ALICE Summer Series:

Vi har udarbejdet en koncertopstilling, der nøje følger myndighedernes COVID-19 regler, og vi beder dig om at hjælpe til, så alle kan gå til koncert under trygge forhold.

Vi lukker max. 130 publikummer ind i gården. Alle koncerter er med siddende publikum – det sker for at vi kan sikre den rette afstand mellem folk. Når du ankommer til billet check-in, vil du blive anvist en plads af vores personale. Vi anbefaler, at man køber billet i forsalg, og kommer man en gruppe venner sammen, anbefaler vi, at man også køber billetter samlet. Dermed er det lettere for os at sikre alle en god plads til koncerterne og at sikre dig og dine venner, at I kan sidde sammen. Skulle der være billetter i overskud, kan de også købes i døren – dog kun med kreditkort eller MobilePay.

Dørene åbner en time inden koncertstart. Det er en god idé at komme i god tid, så vi undgår kødannelse, både når du skal anvises en siddeplads, og hvis du skal i baren. ALICE laver bar i gården, og her gælder ligeledes, at vi af hensyn til hygiejne kun tager kreditkort og MobilePay. Det er muligt at købe mad fra Send Flere Krydderier, som du kan tage med hen til din siddeplads.

Du er meget velkommen til at tage børn med til koncerterne, men det er vigtigt at du køber billet til dit barn, så vi kan sikre optimal plads til alle. Der kan købes børnebillet til halv pris (gælder for børn til og med 13 år).

Bemærk at det på grund af pladsrestriktioner ikke er muligt at parkere sin cykel i gården. Barnevogne i gården er muligt i begrænset omfang.

Der bliver selvfølgelig taget grundig hånd om rengøring, og der vil være håndsprit til rådighed. Vi opfordrer derudover alle til at passe på hinanden, så vi sammen kan nyde sommerens koncerter!