Bemærk: Koncerten finder sted i Musikhuset København
Det amerikanske guitartalent Yasmin Williams er skudt hurtigt mod stjernerne de seneste år. Med sin originale, intuitive spillestil og ekstremt vellydende akustiske guitararrangementer formår hun både at reclaime og videreføre den amerikanske folktradition. Williams er opvokset i det nordlige Virginia i et hjem, hvor musik mest var noget der flød fra radioen, indtil et møde med Guitar Hero 2 i 2009 åbnede en helt ny verden for hende. Hun begyndte at udforske guitaren og lærte sig sin egen opfindsomme tilgang til instrumentet, og allerede i gymnasiet udgav hun sin debut EP, som hun selv havde mixet og produceret.
Siden er det gået hurtigt for den nu 25-årige guitarist, der har udviklet sin egen uortodokse spillestil med alternative tunings og percussive teknikker. Med den akustiske guitar på skødet spinder Yasmin Williams med avanceret fingerspilsteknik funklende guitarkompositioner, der sender tankerne mod ikoner som John Fahey og Robbie Basho, men som samtidig bryder med enhver tradition og fremmaner nye fortællinger fra instrumentet. Yasmin Williams er nu aktuel med sit andet album “Urban Driftwood” (2021), som har fået blandt andet New York Times til at kalde hende “one of the country’s most imaginative young solo guitarists”. Vi glæder os til at høre hende spille Musikhuset op med sine smukke arrangementer til september.