Hvis der findes en rockstjerne inden for ambientgenren, så er det William Basinski. Nye lyttere støder konstant på Basinskis musik i internettets ormehuller, hvor albums som “Watermusic” og “Watermusic II” indbyder til bundløst dyb lytning uden for tid og sted. Ud over at være en kæmpe newyorker-legende med kultstatus er Basinski klassisk skolet musiker med et viltert avantgardetemperament. Hans musik har en tilgængelighed, som kan virke næsten poppet, og som appellerer til et stadig større publikum på tværs af generationer.
Basinski har udviklet sit eget meditative, repetitive, sfæriske og melankolske udtryk ved at eksperimentere med loops og delay af gamle båndoptagelser, hvid støj og reallyde. Han ramte en nerve med det firedobbelte album “The Disintegration Loops” (2003), hvor analoge bånd med melankolsk supermarkedsmuzak spilles i båndsløjfer, mens de går langsomt i opløsning. Albummet står i dag som et lysende hovedværk i Basinskis bagkatalog.
Tid og forgængelighed er gennemgående temaer i hans musik. Som William Basinski selv har udtrykt det: “I can’t fight all this crazy-ass shit that’s going on in the world by marching in the streets. But I can create a different resonant frequency, taking people out of time for a minute.”
William Basinski har rødder i den klassiske kompositionsmusik som bl.a. klarinettist og jazzsaxofonist, og han har i over 30 år arbejdet med eksperimenterende musik og videokunst. Hans orkestrerede transskriptioner af “The Disintegration Loops” er eksempelvis blevet opført på The Metropolitan Museum of Art. Han har udgivet et album på David Tibets (Current 93) pladeselskab og sågar spillet opvarmning for selveste David Bowie.
Hans shows har trukket fulde huse verden over – også hver eneste gang, Basinski har aflagt København et af sine forholdsvist sjældne besøg. I oktober er ALICE så heldige at kunne byde Basinski velkommen igen, denne gang på et turné i mere usædvanlige koncertrum. Som altid, når det gælder Basinski, bliver det med sikkerhed en oplevelse ud over det sædvanlige!
Franciska
Bag Franciska står den danske musiker og lydkunstner Jonas Torstensen. Franciska er grumset, hjemmegjort konkretmusik for transportable kassette- og spolebåndoptagere. Feltoptagelser, manipulerede akustiske instrumenter og højfrikvente sinustoner. Franciska vil på denne aften spille ny musik med afsæt i lyd fra en boligblok i udkants-Valby.