Ældgamle urkræfter og stærke arktiske vinde møder sprudlende moderne folk-toner, når duoen Vildá slår sig løs. Der var forrygende kemi fra starten, da den samiske vokalist Hildá Länsman og den finske harmonika-spiller Viivi Maria Saarenkylä mødtes. Hildá Länsman, der også spiller traditionel samisk percussion, er en af den yngre generations store fortolkere af den samiske joik. Med sin mor har hun høstet flere priser for duoen Solju, der også fik en flot tredjeplads til det finske Melodi Grand Prix i 2015.
Den forrygende unge harmonikaspiller Viivi Maria Saarenkylä har hele sit liv beskæftiget sig med harmonikaen, der også er en dybt integreret del af den finske folkemusik. Hun har studeret klassisk accordion, men har også arbejdet inden for jazz, cabaret, tango og folkemusik. Og så har hun i 2010 vundet den i Finland meget populære harmonika-konkurrence Kultainen Harmonikka.
Begge kvinder er ikke blot ekstremt musikalske, de har også et udpræget entertainer-gen, som ikke fornægter sig i Vildá, som du over at trække på samisk og finsk folkemusik, også blander moderne pop, jazz mm. til festen. Man skal dog bestemt ikke tage fejl: Trods inspiration fra poppen, er der intet letbenet over Vildá, som rummer store musikalske dybder og vild poesi fra det høje nord.
Deres første album, “Vildaluodda”, udkom i april 2019 og er en fornem fremvisning af deres uimodståelige charme, som da også allerede har skaffet duoen adskillige koncerter i Europa. I slutningen af oktober optræder de på WOMEX i Finland, og derefter gælder det en større canadisk tour. Til marts får København så glæden, når Vildá indtager ALICE til matiné-koncert.
Koncerten er en del af ALICE Matiné, hvor ALICE indbyder til intimt nærvær og caféstemning til en række matiné-koncerter på udvalgte søndage. Typisk med udgangspunkt i et akustisk og roots-orienteret udtryk – og altid med kaffe på kanden!