Anført af enigmatiske Edward Ka-Spel har hollandsk/engelske The Legendary Pink Dots gennem 40 år trådt deres helt egne snørklede stier på den europæiske musikscene. Bandet udsprang af den engelske postpunk-scene, men var helt fra starten svære at sætte i kategori, da de trak på alskens inspirationer – herunder bl.a. tidlig Pink Floyd, tysk krautrock som Faust og de teatralske art rockere i The Residents.
The Legendary Pink Dots er stadig svære at sætte i bås. Ikke kun fordi deres lyd favner både esoterisk elektronisk musik, okkult klingende neo-folk, psychedelia, kosmisk krautrock og industrial. Men også fordi bandet har været så vanvittigt produktive, at selv folk i inderkredsen omkring bandet nærmest har opgivet at holde styr på, hvor mange plader kataloget nu er oppe på. Men har man lyst kan man selv fornøje sig med at gå på opdagelse på bandets egen Bandcamp-side, der pt. rummer et godt stykke over 200 titler – herunder en lang række live-dokumenter.
Senest har de så udsendt albummet “Angel in the Detail”. Et album, der helt i bandets skæve ånd forener folkede vignetter og syret elektronik i apokalyptiske landskaber og sange, der også sender politiske svirp til tidsånden i numre som “Happy Birthday Mr. President”.
Albummet fungerer samtidig som optakt til bandets 40 års jubilæum, der markeres med en større tour i 2020. I denne forbindelse giver bandet en sjælden koncert på ALICE i København. Gå altså ikke glip af chancen for at opleve et af Europas mest originale bands, når The Legendary Pink Dots åbner Vinterjazz 2020 på ALICE.
Support: Per Hoier
Utilsigtet teleporteret via en 50’er sci-fi B-film tilbage til en fjern fremtid gennem et tidsparadoks af monumental stilforvirring, leverer Per Hoier excentrisk, indadvendt og længselsfuld elektronisk pop/elektro fra aldrig indfundne tider. Superhits fra et parallel univers af utidssvarende dybde og reflektion, badet i underspillet galskab, ekstravagance og skødesløs navlepilleri. Udover flere alternative hits i eget navn, har Hoier været en formativ del af den eksperimenterende elektroniske musikscene i 90’erne og samarbejdet med bl.a Goodiepal, Bjørn Svin og Düreforsög, med udgivelser på V/VM, Datanom og LJUD. Senere samarbejder tæller bl.a Heidi Mortenson og for nyligt med AK Hansen (Singvogel) som Hansn/Hoier.
Om Vinterjazz:
Koncerten er en del af den landsdækkende festival Vinterjazz, der fejrer 20 års jubilæum den 6.-29. februar 2020. Programmet offentliggøres løbende på www.jazz.dk