Onsdag _13.11.19140 DKK + gebyr

Space Quartet (PT) + Cactus

Modern jazz

Moderne jazz fra Portugal og Danmark krydser klinger denne aften, hvor vi får besøg af portugisiske Space Quartet og Aarhus-bandet Cactus. Aftenen præsenteres i samarbejde med Portugals Ambassade i København.


OBS! Siddende koncert med begrænset plads. 

Portugisiske Rafael Toral arbejder både med visuel kunst, lydkunst og musik og har i særdeleshed markeret sig med hybrider, hvor elektrisk guitar og eksperimenterende elektronik mødes i en form for post-free jazz. Den hyperproduktive kunstner har udviklet sin stil over en lang række udgivelser, der sammenfattes under titlen ‘Space Program’. Med inspiration fra bl.a. John Cages filosofi og den spirituelle jazz undersøger musikken begreb som rumlighed og stilhed. Selvom jazzen altid har præget Torals arbejde, træder han med Space Quartet et fuldbyrdet spring ind i den. Det elektroniske klangsprog er stadig tydeligt i Space Quartet, der således også er opstået i en klar forlængelse af hans Space Program. Men her indgår det i en konstellation, som i bund og grund er en helt klassisk jazz-kvartet, bortset fra at én af solo-stemmerne udgøres af Torals elektronik. Resultatet er blevet beskrevet som “the singing of standards from another planet” – en spacet elektro-jazz med elementer af både free jazz, ambient og rock. Kvartetten udsendte sidste år deres debut på Clean Feed. Nu gæster de så ALICE med et nyt line-up bestående af: Hugo Antunes (kontrabas), Nuno Morão (trommer/percussion), Nuno Torres (saxofon, elektronik), Rafael Toral (elektronik).

 

Cactus’ musik befinder sig imellem det skrøbelige og det stærke – det smukke og det voldsomme – kammermusik og grooves. Bandet udspringer af Aarhus’ kreative musikmiljø, hvor de har slået deres folder på kryds og tværs i bands som I Just Came From The Moon, Josiah Konder, Narcosatanicos, Køs m.fl. Med Maria Dybbroe i spidsen har bandet de seneste tre år fået bred opmærksomhed fra bl.a. P8 Jazz, ved Vinterjazz, og ved sommerens jazzfestivaler i København og Aarhus. Lysten til at eksperimentere og improvisere ind og ud af de ellers stramme kompositioner kendetegner bandet, som tager udgangspunkt i et akustisk klangbillede og hvis line-up er tæt på at være en dobbelttrio, med to basser og to saxofoner. En besætning, der udnyttes til fulde gennem samklang og spejling, hvor temaer spejles, vendes, vrides og udfordres.

Line-up:

Maria Dybbroe – altsaxofon
Zeki Jindyl– altsaxofon
Thorbjørn Kaas – kontrabas
Frederik Hagner – kontrabas
Tobias Andreassen – trommer

Onsdag _13.11.19
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 140 DKK + gebyr

Køb billet140 DKK