Døre kl 16.30 / koncert kl 17.00
OBS: Koncerten foregår i Støberiet. Unumm. Siddepladser (OBS! Corona-pas skal fremvises ved indgang)
“The music is innovation and authenticity in equal measure. Strong in tradition but with a healthy desire to experiment and push the boundaries of their source materials and their instruments.”
Sådan skrev det toneangivende musikmagasin fRoots om trioen Revolutionary Birds. Et projekt, som forener traditioner og lyde, der på papiret kan virke langt fra hinanden, men som på bemærkelsesværdig vis flyder sammen i et organisk hele. En poetisk dans mellem traditionelle rødder og eksperimenterende klanguniverser.
Den libanesiske percussionist Wassim Halal, den tunesiske sufi-sanger Mounir Troudi og den franske/bretonske sækkepibespiller Erwan Keravec fandt sammen på LaVoix est Libre i Paris og Irtijal Festival i Beirut tilbage i 2015. I 2017 udsendte de det fælles album “Revolutionary Birds”, et smukt vidnesbyrd om et kulturelt møde i særklasse med tre distinkte musikere, der sammen udforsker droneagtige klange, tranceskabende rytmer, jazzede strukturer og sjælfulde folkemusik-traditioner fra både Europa, Nordafrika og Mellemøsten.
Det er musik, som trækker på rige kulturelle rødder, men som samtidig forekommer moderne, overstrømmende med vitale improvisationer, kunstneriske visioner og vedkommende energi. En helt særlig musikalsk oplevelse, som vi på ALICE er særligt glade for at præsentere i en tid, hvor vi i dén grad savner kulturelle møder og globale musikalske horisonter.