Koncerten foregår i Musikhuset København. Husk at medbringe gyldigt coronapas og mundbind – læs mere her.
På ALICE er vi store fans af både den libanesiske duo Praed og den egyptiske musiker Maurice Louca. Begge har gæstet Nørre Allé, og begge har slået fast, at de i særklasse formår at skabe både underfundige og udfordrende møder mellem traditionel arabisk musik, elektroniske eksperimenter og syret jazz.
At vi kan runde det turbulente år 2021 af med ikke blot at præsentere disse kunstnere sammen, men at vi kan invitere dem på et helt residency i Musikhuset, der skal udmunde i et helt nyt værk, som præsenteres til koncert 18. december, er en udsøgt ære.
Praed består af Raed Yassin (vokal, keyboard, elektronik) og Paed Conca (klarinet, bas, elektronik). Duoen tager udgangspunkt i den arabiske shaabis hypnotiske energi, som i deres hænder blandes med talrige inspirationer fra ikke bare moderne elektronisk musik, men også freejazz og psykedelisk rock. Resultatet er et besættende og flimrende udtryk, som til tider trækker på religiøse trancestemninger, andre gange sender lytteren ind i den pulserende lyd af moderne arabiske storby-soundscapes.
Den egyptiske musiker og producer Maurice Louca er en af tidens mest profilerede og eventyrlystne figurer på den arabiske eksperimenterende kunstscene. Udover at have komponeret musik til et utal af teaterstykker, film og moderne kunstprojekter, er han grundlægger af grupperne Bikya, Alif, Karkhana, Lekhfa og The Dwarfs of East Agouza. Med tape loops og sampling, i en mellemøstlig og vestlig fusion, er Louca kendt for skabe møder mellem det traditionelle og det moderne. Louca er aktuel med det fremragende album “Saet El Hazz”, som The Guardian kaldte “transcendentally beautiful”. Han kunne opleves solo på ALICE Summer Series i sommers og optrådte også til Gong Tomorrow sammen med danske Lars Greve.
I december har ALICE som del af ALICE Works inviteret Praed og Louca på et ugelangt residency, hvor de sammen vil skabe ny musik og udforske mikrotonale og polyrytmiske forløb. Residenciet kulminerer med koncert i Musikhuset København 18. december. Det bliver samtidig årets sidste koncert på ALICE, og vi kunne ikke drømme om et bedre team til at ønske godt nytår med.
Om ALICE Works:
ALICE arbejder for at udvikle musikken. Derfor søsatte vi under lockdown i starten af 2021 et Open Call om at udvikle nye formater og skabe nye værker. Dette Open Call blev til ALICE Works – en koncertserie, hvor vi hen over 2021 og 2022 præsenterer nye værker skabt af de kunstnere, som vi udvalgte fra puljen af ansøgere.