Sammen med festivalen POW – Power of Women sætter ALICE denne aften fokus på stærke herboende kvinder med en anden kulturbaggrund, da vi både skal opleve den kurdiske musiker Mizgin og DJ Sabs, som har bosniske rødder. I særdeleshed byder aftenen også på en mulighed for at dykke ned i den righoldige kurdiske kultur. At den kurdiske befolkning historisk har haft meget svære kår er beklageligvis på det seneste atter blevet smerteligt klart. Derfor byder vi denne aften på ALICE også på en fejring af kurdisk kultur og musik ved at invitere Newzad Alani, som er en af de bedste formidlere i Danmark af kurdisk kultur – til at holde en kort indføring til den kurdiske musik. Foredraget vil således også perspektivere aftenens koncert med Mizgin.
Mizgin er en fortryllende sanger, komponist og saz-musiker fra Tyrkisk-Kurdistan. Mizgin er også navnet på en kvartet, som spiller traditionel kurdisk folkemusik og egne nye kompositioner inspireret af den rige tradition fra bjergene. Mizgins vokal er ladet med liv, følsomhed og musikglæde, som overskrider sprogbarrierer. Hendes musik gnistrer og gror og trækker inspiration fra den kurdiske og tyrkiske sangbog, dyb sufi-musik, dylansk rock-poesi og gamle nordiske sange. Mizgin bryder saz-lovene og trækker den traditionelle musik i nye retninger.
Bemærk: Koncerten med Orhan Özgür Turan, som skulle have fundet sted samme aften, er blevet aflyst. Vi arbejder på en ny dato med Orhan Özgür Turan.