Bemærk: Koncerten foregår i Union og er en del af ALICEs medlemsordning – læs mere her. Koncerten er siddende.
Maria Mazzotta er en af de helt store skikkelser på musikscenen i Syditaliens Apulia-region, men også på den internationale scene har hun imponeret med sin betagende stemme. Hun har ikke kun arbejdet med traditioner fra sin hjemregion, men også haft stor interesse i musik fra Indien og Balkanlandene. Hendes evne til at bevæge sig naturligt og ubesværet mellem de forskellige sangtraditioner, fra det intime til det dramatiske udtryk, alt imens hun med stor omhyggelighed og respekt skildrer kulturerne i de sange, hun fortolker, gør hende til en mesterlig fortæller med stemmen.
Med fortid i det anerkendte traditionelle syditalienske orkester Canzoniere Grecanico Salentino, og med sit samarbejde med den albanske cellist Redi Hasa, har Maria Mazzotta optrådt på adskillige festivaler og venues siden slutningen af 1990’erne. Nu er hun aktuel med soloalbummet “Amoreamaro” (bitter kærlighed) – en intens og lidenskabelig refleksion over kærlighedens mange ansigter. Det bliver slet og ret smukt og intenst når Mazzotta gæster ALICE til maj, akkompagneret af Vince Abbracciante på accordeon.
Koncerten er præsenteret i samarbejde med Union.