Der sker mange spændende tiltag på Istanbuls boblende alternative musikscene i disse år. Et af dem er det helt friske band Lalalar, der på under et år har charmet grundigt sig ind på tilhængere af tyrkisk psych og retro-klingende elektronisk musik. Med musikere fra den ikoniske sangerinde Gaye Su Akyols band, har Lalalars få livekoncerter og to singler allerede fået dem på årets program på den toneangivende hollandske festival Le Guess Who.
Lalalars lyd sender tankerne mod soundtracks til 80’ernes syrede kult-gyserfilm, med gruppens både fængende og flabede møder mellem nådesløse diskante retro-basgange, støvede elektroniske beats, dunkel reverb-vokal og nøje udvalgte samples fra anatolsk funk. Gruppens fremtids-nostalgiske elektroniske musik sender varmebølger igennem kroppen, og kan få selv de stiveste dansegulvs-fornægtere i omdrejninger.
Titlen på Lalalars debutsingle “İsyanlar” (Dunganga Records, 2019) kan oversættes til “oprør”, og det er mere eller mindre kernen i hvad man kan forvente af bandets live-optræden, når de fyrer op under årets sidste Global Dance Night til december.
Koncerten er en del af Global Dance Nights – ALICEs nye klub, hvor du kan flytte dansefødderne til globalt orienteret musik. Til Global Dance Nights har vi udvalgt førsteklasses live-navne, der kan sætte gang i festen. Og der er altid DJs før og efter koncerten – og happy hour i baren den første time!