Fortid og fremtid forenes i et intenst spændingsfelt mellem trancedannende ghanesiske rytmer, hiplife og kologo-spil, når King Ayisoba indtager ALICE. MokiLi Grooves aka Dj Dgecko er tilføjet som dj før og efter koncerten.
I en fusion mellem traditionel musik fra det nordøstlige Ghana og den rastløse energi fra moderne hiplife, tager King Ayisoba sin musik ud på et fascinerende og fremaddrivende rytmisk territorium. Musikkens bærende elementer er strengeinstrumentet kologo og Ayisobas karakteristiske vokal, der spænder fra kraftig sang over hæse brøl til en nasal gnækken på både engelsk og de lokale ghanesiske sprog frafra og twi.
Det hele eskalerer på Ayisobas seneste album, “1000 Can Die” (Glitterbeat, 2017), som trækker på ældgamle traditioner og helt mesterligt lader oprindelige, trancedannende rytmer gravet direkte op fra Ghanas støvede undergrund stå centralt i et hidsigt møde mellem guluku-spil, dundun-trommer, electronica og hiplife-genrens ustoppelige puls.
King Ayisoba debuterede i Ghana i 2006 med albummet “Modern Ghanaians” og singlen “I Want to See You My Father”, der gjorde ham til en stjerne i hjemlandet. To år senere begyndte Ayisoba at turnere i Europa sammen med bl.a. Zea fra det hollandske kultband The Ex. Han har desuden samarbejdet med navne fra den danske musikscene som Pharfar og Djuma Soundsystem. King Ayisoba og band har tidligere leveret intense live-optrædener på både Global, Roskilde Festival og sidste år på festivalen Badesøen, og det kommer med garanti ikke til at gå stille for sig, når de vender tilbage med deres festfyrværkeri af et liveshow.
—
Ghana’s ancient empire and the 21st century global express. The rhythms that created the past alongside the beats forging the present. In King Ayisoba, they all converge. Hiplife, ancient rhythms, electronica and kologo morphing into one. And on his latest album, “1000 Can Die” (Glitterbeat 2017), they stand together, history and today, side by side. The tradition hewn from the future. Ayisoba played concerts at Roskilde Festival and Global Copenhagen several times and he’s now coming back with a festive live show that you shouldn’t miss out on.
Torsdag d. 30. august
Dørene åbner: kl. 19:00
Koncerten starter: kl. 20:00
Pris: 150 dkk inkl. gebyr