Kombinationen af modulær synthesizer og bratsch kan synes usædvanlig, men Jeremiah Chiu og Marta Sofia Honer har formået at skabe en duo, der smelter de to instrumenters særlige klangfarver sammen med ynde og ægthed. I deres musik strømmer indflydelser fra mange års kærlighed og samliv, samarbejder og delte oplevelser og projekter sammen til en unik æstetisk virkelighed. Det høres på deres lysende smukke fælles album “Recordings From the Åland Islands” (2022), som tager lytteren med på en rejse hinsides tid og sted. Albummet består af post-komponerede improvisationer med hints af både new age og ambient, sammenvævet med feltoptagelser fra ophold på Ålandsøerne i Østersøen, og vækker genklang af en drømmeagtig vandring i storslåede, disede landskaber. Albummet blev hyldet vidt og bredt i musikpressen, og bl.a. Mojo skrev “Ambient field trip to a Baltic archipelago”.
Hver for sig er Jeremiah Chiu og Marta Sofia Honer to fremragende kunstnere i egen ret – Jeremiah Chiu, en eksperimenterende komponist og modulær synthesizer-guru på Los Angeles-scenen, kendt for sin billedkunst såvel som sin musik. Som professor ved Otis College of Art and Design er Chiu fast samarbejdspartner med bl.a. Booker Stardrum, Celia Hollander og Dustin Wong. Bratsch-virtuos Marta Sofia Honer er en eftertragtet, 5-dobbelt grammynomineret session-musiker for kunstnere som Beyoncé, Adrian Younge, Chloe x Halle, Angel Olsen, Fleet Foxes og Stanley Clarke. Udover sit session-arbejde er Honer en del af musikfakultetet ved California State University. Jeremiah Chiu og Marta Sofia Honer mødtes meget passende som medlemmer af et stort ensemble, der opførte Terry Rileys “In C” til en årlig koncert arrangeret af Bitchin Bajas på Chicagos moderne musikhub Constellation. Der er altså tale om to brilliante musikere som mødes i dette projekt, og vi kan garantere for en smuk aften, når Jeremiah Chiu og Marta Sofia Honer gæster ALICE.