Drømmende japansk folk og støvet guitar-magi fra Niger. ALICE og Musikhuset København byder på dejligt eklektisk program med Ichiko Aoba og Etran de L’Aïr.

Bemærk: Koncerten foregår i Musikhuset København på Vesterbro. Unumm. siddepladser.

Det er sjældent, at noget så umiddelbart tyst og underspillet, vækker så stærke følelser, som den japanske musiker Ichiko Aoba har formået. Hun har allerede udgivet en række plader i Japan, men har med sit seneste værk, “Windswept Adan”, for alvor slået sig fast hos vestlige lyttere. Herhjemme gav GAFFA albummet sjældne 6 stjerner, og anmelder Simon Heggum kaldte både pladen for en smuk feberdrøm og “en af de største lytteoplevelser, jeg har haft, i mit virke som anmelder for dette magasin overhovedet”. Også amerikanske Anthony Fantano har på sin musikblog The Needle Drop rost albummet til skyerne.

Hvad er det så, der gør Ichiko Aoba så unik på en scene, hvor det ikke skorter på drømmende kammer-folk? Først og fremmest formår hun at skabe helstøbte universer og stemninger ved at forene et sangskriver-baseret udgangspunkt med den rige japanske tradition for ambient. Hun siger selv, at hendes musik er direkte inspireret af hendes egne drømme, og det fornemmer man på musikken, hvor “drømmende” ikke bare er en vag frase, men hvor en surrealistisk magi gennemsyrer hele strukturen. Elementer af jazz, næsten Debussy-klingende impressionisme og flimrende pop trænger ind den ambiente folk og skaber ægte magi, som vil fortrylle fans af såvel Vashti Bunyan, Cocteau Twins og Midori Takada.

Magi er der også på spil hos Etran de L’Aïr fra Niger – skønt det er en magi af en anderledes støvet og rå slags. Her leveres solid guitar-ekstase i feberhede forløb, der baserer sig på traditioner fra bryllupsorkestre i det nordlige Niger, og som forbinder sig med den tuareg-blues, der kendes fra navne som ALICE-aktuelle Tamikrest og Mdou Moctar.

Etran de L’Aïr refererer dog selv til Mali-musikere som Ali Farka Touré og Oumou Sangaré, snarere end til de kendte tuareg-navne, når de skal nævne deres primære inspirationer. Og dette får dem til at skille sig ud. Bandet, der egentlig er et kollektiv af familiemedlemmer, startede i 1995 i byen Agadez. Her havde de til at starte med kun yderst skrabede elementer til rådighed. F.eks. havde de ingen elektriske guitarer, men måtte manipulere med akustiske guitarer for at forstærke og forvrænge dem. Denne charmerende og håndholdte tilgang lå også bag deres debutalbum, “No. 1”, der udkom på Sahel Sounds i 2018. Albummet blev indspillet live på en mobiltelefon, og det giver en utrolig autentisk følelse af råt dokument – en følelse, som fik The New Yorkers Amanda Petrusich til at udråbe udgivelsen som årets bedste album. Nu er Etran de L’Aïr klar til at udgive den længe ventede opfølger, og albummet følges op af tour, som altså også bringer dem til København.