Her er ingen forkerte toner, men derimod masser af musik, som sprudler af livsglæde, accept og tolerance. Det bliver en koncert, hvor børn, unge og voksne kan udforske musikken fri fra præstationspres.
Akademiets kor fortryller publikum med sange fra hele verden, når de bliver akkompagneret af Bilal Irsheds mellemøstorkester og solister fra skolen optræder. Og så præsenterer Fuat Talay sine Guldsazer, når Nordens største sazorkester spiller tyrkiske og mellemøstlige melodier på det traditionsrige strengeinstrument.
Det hele afsluttes med et festligt karneval, når Goldschmidts Musikakademi spiller deres helt egen GuldSamba.
Goldschmidts Musikakademi blev stiftet af Henrik Goldschmidt i 2011 og har siden da givet gratis undervisning til børn og unge fra syv til 18 år uden anden chance for at mødes end i musikken. Målet for skolen er – foruden selve undervisningen – at støtte elevernes personlige udvikling og livsmestring, øge deres daglige trivsel og nedbryde had og fordomme.
Arrangementet præsenteres i samarbejde med Copenhagen Opera Festival.