Billetsalg starter fredag 24. maj kl. 10.00
At Get The Blessing er et både toptunet og uortodokst jazz-orkester har de allerede demonstreret til flere fornemme koncerter på Jazzhouse.
Bandet blev i 1999 grundlagt af bassist Jim Barr og trommeslager Clive Deamer – rytmegruppen i banebrydende Portishead – sammen med Jake McMurchie (sax/elektronik) og Pete Judge (trompet/elektronik). Og som man måske kunne forvente af et band med tætte forbindelser til Portishead, formår Get The Blessing på suveræn vis at skabe filmiske stemninger samtidig med at de forbinder jazzens rødder med futuristiske landskaber.
Dette er i høj grad også tilfældet på det seneste album, ‘Bristopia’, der udkom i 2018. Som titlen antyder, tager bandet her livtag med en sci-fi inspireret samfundskritik med bidsk adresse til Englands aktuelle krise. Men som det typisk er tilfældet med Get The Blessing, formår de at give musikalske eksperimenter og samfundskritik en uhørt medrivende og groovy indpakning.
Clive Deamer har længe været en efterspurgt trommeslager, der i flere omgange har været tour-trommeslager for Radiohead. Han medvirker også på Radioheads seneste album, ‘A Moon Shaped Pool’. Han har desuden spillet sammen med notabiliteter som Gregory Porter, Roskilde Festival-aktuelle Robert Plant og Roni Size. Jim Barr har samarbejdet med bl.a. Peter Gabriel. Kort sagt er der hyppigt bud efter disse musikere fra en perlerække af moderne musiks mest toneangivende navne. Dét er der en god grund til. Men heldigvis for os kan de ikke lade være med at vende tilbage til Get The Blessing. Fans af såvel moderne britisk jazz og Ornette Coleman-inspirerede free jazz-eksplosioner som postrock, krautrock og triphop kan roligt sætte kryds i kalenderen 26. oktober, når bandet vender tilbage til København.