Fra den congolesiske hovedstad Kinshasa kommer Fulu Miziki, hvis navn løst oversat betyder “musik af skrald”. De skaber et mørkt og dansabelt afro-rave ud fra et stramt dogme om kun at benytte genanvendte materialer i en totalperformance af vvs-rør, plastikdunke og økokritiske budskaber. Genstande fra lossepladsen genbruges også også til fantasifulde og udgakkede kostumer i en freaky totalperformance fra en anden dimension.
Selv påstår gruppen faktisk at være tilrejsende fra en imaginær fremtid, hvor mennesker har sluttet fred med planetens økosystemer. Som Politikens anmelder skrev: “I et skraldemiks af afrofuturismens sci-fi-forestillinger lignede og lød Fulu Miziki som George Clintons Parliament, hvis de var sendt tilbage fra en postapokalyptisk fremtid med en ufo. De var fra en anden planet.”
Gruppen transmitterer pan-afrikanske budskaber om frigørelse gennem kunsten og skaber opmærksomhed omkring klimakrisen i Congo og globalt. Den musikalske side står stærkt i dette totalunivers, som lyder medrivende og overbevisende. Genren soukous – som trækker på 1960’ernes congolesiske rumba – mikses med elektronisk ravestemning i tråd med det hypede elektronisk musikkollektiv Nyege Nyege, som Fulu Miziki også er affilieret med. Dansable rytmer, punkæstetik og afrofuturisk sprængkraft går op i en højere enhed, som man også kan høre på ep’en “Ngbaka” fra 2022.
Intet står stille i Fulu Mizikis aktivistiske univers, hvor instrumenter konstant ombygges og udskiftes. Kollektivet har bl.a. gennemført en hel Europa-tour med instrumenter, de byggede undervejs, så som publikum kan man være sikker på at blive overrumplet og overrasket. Siden 2020 har de spillet et utal af koncerter og festivaler og lavet workshops med unge, og nu er de også klar til at overrumple ALICE!