Lørdag _29.04.23100 DKK + gebyr

FOLKAMOK! Teho FI + Vesselil

Balaften fuld af danseglæde og ny nordisk folkemusik med finsk violin-galskab og tindrende sprød releasekoncert

Kom og mærk musikken i alle kroppens celler, når ALICE og FOLKAMOK! inviterer til to balaftener fuld af medrivende danseglæde og folkemusik fra nogle af de bedste spillefolk i Norden. Til denne FOLKAMOK!-aften spiller den trestemmige strygertrio Vesselil og den punkede finske violinduo Teho op til dans. Oplev to forskellige bud på hvad violinen som instrument kan tilbyde inden for folkemusikken – rodfæstet i traditionen og med fandenivoldskheden i behold.

FOLKAMOK! er en fællesskabsorienteret musikoplevelse, der handler mere om at deltage end at optræde. Uanset forudsætninger kan du slutte dig til vrimlen og få traditionelle danse som firture, seksture og pardanse ind under huden. Til FOLKAMOK! er grænsen mellem publikum og udøvere mere flydende, end du normalt vil opleve til koncerter. Siden gammel tid er overleveringen af dansetrin og melodier foregået direkte mellem mennesker, fra gammel til ung og fra erfaren til nybegynder: Mundtligt, kropsligt og efter gehør. Sådan bliver det også, når Teho og Vesselil spiller op til dans. Mød op som du er, med eller uden partner, når vi sammen får gulvet til at gynge under fødderne i ALICE på Stairway.

Vesselil
Vesselil er en moderne dansk stryge- og vokaltrio med violin, bratsch, cello og sang. Trioen har med deres intense nærvær og hengivne sammenspil skabt et varieret, elegant og energifyldt koncertrepertoire med dybe rødder i den nordiske folkemusiktradition; en sindrig blanding af gamle sange og dansemelodier og nye kompositioner, der fører lytteren gennem rørende fortællinger, filmiske scenarier og sydende dansegulve.

Navnet Vesselil er hentet i en gammel dansk folkevise, som fortæller historien om den unge kvinde Vesselil, der nægter at sælge sine drømme og ambitioner for et forgyldt skrin. Med hendes integritet som inspiration balancerer trioen mellem det glædessprudlende og det melankolske og formidler den dybde og styrke, som findes her.

Trioen udgav i 2018 udgav debutalbummet “Vesselil”, der høstede flotte anmeldelser. Ligeledes har Vesselil som live-navn begejstret på en række danske og internationale festivaler – bl.a. Tønder Festival, Musik over Præstø Fjord, Copenhagen Jazz Festival, Folk Baltica, Kaustinen Festival og mange flere. Denne koncert er samtidig en fejring af trioens længe ventede andet album, som byder på sprudlende strygere og sødmefulde vokalharmonier. Der venter både tindrende melankoli og muntre dansemelodier fremført af tre fremragende musikere.

Lineup:
Elisabeth Dichmann – violin, sang
Clara Tesch – violin, bratsch, sang
Maja Aarøe Freese – femstrenget cello, sang

Teho
Finsk galskab når det er bedst! Esko Järvelä og Tero Hyväluoma står som to af de mest virtuose violinister i Finland, der gennem flere år har regeret på den finske folkemusikscene. Til daglig spiller de i bandet Frigg. I duo-konstellationen Teho tager de fat i nordiske folkemusiktraditioner og tilsætter benzin og tændstikker. Med stomp box, vokal og en godt skud punket energi kommer duoen med et højenergisk og fandenivoldsk bud på, hvordan strygerinstrumenterne kan udnyttes.

ALICE på Stairway
Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse i 2023.

Lørdag _29.04.23
Venue: Stairway
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 100 DKK + gebyr

Køb billet100 DKK