Udsolgt
Onsdag _25.11.20120 DKK + gebyr

Felix Kubin (DE) + GEL

Abstract electronic

ALICE fejrer i samarbejde med TAPE og Studenterhuset Aalborg det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020 (DD2020) ved at bringe visionære tyske kunstnere rundt i Danmark, hvor de ikke kun møder det danske publikum, men også danske musikere, da hver aften også byder på et dansk act. Vi er stolte af at kunne præsentere en eksklusiv solo-turné med den tyske musikalske anarkist, lydkunstner, dadaist og outsider Felix Kubin. GEL leverer supporten.

Som et vidunderbarn af Kraftwerk, kassettebåndspunk, dadaisme og den revolution, der startede med den analoge synthesizer, er Felix Kubin en musikalsk anarkist med en fantasi som en hel børnehaveklasse, der pakker en mikrofon ind i en hotdog for at optage lyden af en hund, der bider det hele i stykker – og som er komponist nok til at vide, at det hele skal have en form. 

Felix Kubins konkrete og musikalske opvækst fandt sted i den nordtyske by Hamborg, hvor han i en alder af blot otte år gav sig i kast med sine første eksperimenter med båndoptager, klaver og klokkespil. Tre år efter fik han sin første synthesizer, den ikoniske Korg MS-20, og har siden markeret sig som en af den eksperimenterende elektroniske musiks helt unikke særlinge – både på egen hånd og i en række konstellationer med mere eller mindre ligesindede kunstnere, blandt andet i punkgruppen Die Egozentrischen 2 og noise-duoen Klangkrieg.

På en fin balance mellem lydkunst og popfornemmelser har han som solokunstner siden debuten i 1998 med pladen ”Filmmusik” og et utal af efterfølgende udgivelser gravet sig ind i sin helt egen niche baseret på lige dele konkretmusik, tyske schlager-tendenser og en opfindsom, elektronisk legesyge. Sideløbende har han i årenes løb arbejdet på en lang række produktioner inden for teater, animation og sågar hørespil til tysk radio.

Felix Kubin har spillet talrige koncerter på Jazzhouse – både solo, som DJ og som del af større konstellationer. Han skulle have gæstet ALICE i marts 2020 i forbindelse med DOX-visningen af “Felix In Wonderland”, men arrangementet blev aflyst grundet corona. Til november kommer han tilbage på dansk jord, og vi glæder os til at præsentere ham på en eksklusiv solo-tour i samarbejde med TAPE og Studenterhuset.

 

Felix Kubin

  1. november: ALICE
  2. november: TAPE
  3. november: Studenterhuset Aalborg

 

GEL

‘Gel’ er inkonsekvent dansemusik skabt af dansekunstneren Karis Zidore. Med baggrund i dans og performance, komponerer hun sin musik med og for kroppen. Dette viser sig i hendes abrupte kompositioner og beats, der skifter mellem at tage form og falde fra hinanden. Zidore opererer i spektret mellem klub-musik og lydkunst, og insisterer på en konstant forskydning af grooves, og friktion mellem rytmer og lydlandskaber.

Ved siden af musikken arbejder Karis Zidore med dans og koreografi, bl.a. som del af det kunstneriske kollektiv og venue Danseatelier, som er en kontinuerlig undersøgelse i organisatorisk koreografi.

 

Koncerten er en del af en fælles koncertserie præsenteret af ALICE, Tape og Studenterhuset Aalborg under det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Med afsæt i de dybe historiske bånd mellem Danmark og Tyskland skal det kulturelle venskabsår i 2020 videreudvikle og intensivere det gode samarbejde mellem vores to lande og sætte et internationalt eksempel for fredelig og fremadskuende sameksistens i det 21. århundrede. 

Orienter dig i samtlige DD2020-events her.

Onsdag _25.11.20
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 120 DKK + gebyr

Udsolgt120 DKK
Udsolgt