Lørdag _20.04.24130 DKK + gebyr

Fanø Free Folk Festival presents: Buck Curran US + Adele H IT + Tidebound

Tre stærke soloprojekter og alsidige bud på alternativ folk

Fanø Free Folk Festival og ALICE blænder op for en storstilet aften med tre stærke soloprojekter og alsidige bud på alternativ folk. Oplev amerikanske Buck Currans kosmiske psychedelia, italienske Adele H’s spirituelle ballader og danske Tidebounds sortrandede neo-folk.

Buck Curran
Den amerikanske sangskriver og multiinstrumentalist Buck Curran har i snart 20 år sat et afgørende præg på moderne psych folk med en stil, der vidner om både stor historisk bevidsthed og nyskabelse. I 2005 dannede han den toneangivende neo-folk duo Arborea, som i 2014 optrådte på Fanø Free Folk Festival. 10 år efter har Fanø Free Folk Festival fornøjelsen af at bringe Curran til Danmark igen, nu med sit soloprojekt. Som solist har Curran fortsat med at udvikle sin personlige stil med tydelige nik i retning af fabulerende guitarister som Bert Jansch, John Fahey og Robbie Basho, men også med en interesse for drømmende og atmosfæriske lydflader, som især slår igennem på hans seneste album, “The Long Distance” (2023). Her dykker Curran ned i en verden af analoge synthesizers, filmiske stemninger og kosmisk musik med inspiration fra 70’er-navne som Popol Vuh, samtidig med at rødderne i den psykedeliske neo-folk tydeligt skinner igennem.

Adele H
Den italienske musiker Adele H startede ud med at udforske et eksperimenterende folk-udtryk båret af vokal, loops og percussion. På sit seneste album, det kritikerroste “Impermanence” (2023), bevæger hun sig over i et mere klassisk sangskriverunivers, hvor den sjælfulde vokal akkompagneres af svale og impressionistiske klaverstykker. Adele H nævner selv inspirationer som Joni Mitchell, Nina Simone og Cat Power, men ud af disse vokser et eget distinkt udtryk, der på én gang fremstår skrøbeligt og rigt på spirituel styrke, og som rummer elementer af både pop, soul og folk. Engelske Folk Radio fremhævede albummet som et af årets bedste og skrev bl.a., at det “transcends its varied influences and becomes a wonderful and, at times, cathartic work of art, brimming with confidence and bursting with important questions about womanhood, metaphysics and music.” Vi ser frem til at opleve Adele H’s tryllebindende sange på ALICE.

Tidebound
Aftenen åbnes af Tidebound, der siden 2011 har beriget dansk musik med sit eget sortrandede take på folkemusikken, hvor klassisk sangskrivning væves ind i både gotiske skygger og psykedeliske tåger. Bag Tidebound står sangskriver Dave Müller, som har en baggrund i tungere og mere støjende bands som Black Wreath, Chasing Eudaimonia og The Eudaimonia Collective. Live og på plade er Tidebound ofte udvidet med deltagelse af fast samarbejdspartner, Laura Noszczyk, hvis skønhedssøgende backingvokal efterhånden er en integreret del af Tidebounds lyd. Vi havde fornøjelsen af at opleve Tidebound på Fanø Free Folk Festival i 2016, og ser frem til at opleve det mørke univers på ALICE til april.

ALICE på Stairway
Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse.

Lørdag _20.04.24
Venue: Stairway
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 21:00
Pris: 130 DKK + gebyr
Køb billet130 DKK