Visionært kora-spil møder en suveræn rytmegruppe, når Dawda Jobarteh præsenterer sin nye trio på ALICE.
Hos Dawda Jobarteh mødes ældgamle afrikanske traditioner med et åbent sind og en moderne tilgang. Den gambisk-fødte musiker er født ind i griot-familien Jobarteh, som i generationer har været musikere og historiebærere. At han har den musikalske arv i orden høres i hans sublime strengespil på den harpelignende kora.
For Dawda Jobarteh, der nu har gjort Danmark til sit hjem, er der dog ikke nogen modsætning mellem at tage griot-arven dybt seriøst og udforske koraen i relation til nye klangmuligheder og samarbejdspartnere. Hans spil er således kendetegnet ved en stor glæde ved at eksperimentere med effektpedaler og elektrisk forstærkning af koraens særlige lyd. Især henter Jobarteh stor inspiration i jazzen, hvilket bl.a. mærkes på seneste album, ‘Transitional Times’, der sender eksplicitte hilsner i retning af John Coltrane. Herhjemme er han da også blevet et kendt navn i jazzmiljøet, bl.a. Gennem sine freejazzede udforskninger i duo med trommeslager Stefan Pasborg, i samarbejder med Pierre Dørge’s New Jungle Orchestra mm.
Internationalt er han anerkendt som en af de mest spændende moderne udforskere af koraen. ‘Transitional Times’ udkom på hæderkronede Sterns Music, der siden 80’erne har været et af de helt centrale labels inden for afrikansk musik, og han har optrådt på en lang række internationale scener.
For tiden arbejder Jobarteh på nyt materiale skabt til et nyt trioformat, og det er netop i denne trio-konstellation, han gæster ALICE. Her spiller han med bassist Preben Carlsen og percussionist Sal Dibba. Begge har spillet med Jobarteh i mange år. Som trio eksperimenterer de lystigt og afsøger nye hjørner af deres fælles vision, og der er lagt op til en stærk oplevelse på ALICE, når Jobartehs originale tilgang til koraen flettes sammen med en suveræn rytmegruppe.
Torsdag 3. maj
Dørene åbner: kl. 19:00
Koncerten starter: kl. 20:00
Pris: 110 dkk inkl. gebyr