Fredag _08.09.23180 DKK + gebyr

Daniel Romano’s Outfit CA + Juliana Riolino + Weird Nightmare

Patineret indierock med højt intensitetsniveau

Der bliver smæk på, når Daniel Romano’s Outfit rammer ALICE på Stairway. Det canadiske indierockband er kendt for et eksplosivt intensitetsniveau stort set uden pauser mellem numrene, som vil overraske selv garvede koncertgængere. Med en væg-til-væg-lyd af pigtråd, lange landeveje og gamle, smadrede forstærkere vækker bandet minder om klassiske albums fra rockens guldalder. Aftenen åbner med kosmisk country fra Juliana Riolino og candyfloss-punk fra Metz-guitaristen Alex Edkins’ sideprojekt Weird Nightmare.

Med hårdtslående punk-riffs, syret countryrock, dylanesque sangforedrag og en gakkethed, der er Frank Zappa værdig, viser Daniel Romano’s Outfit enhver rockfan, hvor skabet skal stå. Hvis man forestiller sig Bob Dylan fra “Rolling Thunder”-æraen stå i forgrunden for det tidlige The Who, så har man sådan cirka lyden af Daniel Romano’s Outfit. Bandet blæste cowboyhatten af publikum, da de spillede på Pavilion-scenen i 2022. Og livealbummet “Okay Wow” fra 2022 er et godt bevis på den rendyrkede rock og rul-glæde, som bandet udviser på scenen.

Daniel Romano er en alsidig og dedikeret sangskriver, der både som solomusiker og i forskellige ultraproduktive bandkonstellationer er gået ombord i psych, country, punk, prog, skramlet folk og lige-ud-ad-landevejen-rock. Han har en evne til at få helt nyskrevne sange – som i øvrigt flyder så ubesværet fra hans hånd som blade, der springer ud på træerne om foråret – til at lyde som noget, der kunne stå på hylden i et musikbibliotek. Glæd dig til højenergisk spilleglæde og solid sangskrivning med patina og høj genkendelsesfaktor, som en solbleget lp, du fisker frem fra din mors pladesamling.

The Outfit består af Daniel Romano, Carson McHone, Ian Ski Romano, Roddy Rosetti og Juliana Riolino (vokal).

 

 

Fredag _08.09.23
Venue: Stairway
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 180 DKK + gebyr

Køb billet180 DKK