Tirsdag _10.07.18

Dan Weiss “Starebaby” (US)

Jazz og metal

Den forrygende trommeslager Dan Weiss skaber et overrumplende møde mellem moderne jazz og metal sammen med et stjernehold af musikere, der tæller bl.a. Trevor Dunn (Mr. Bungle), Ben Monder (guitarist på David Bowies ‘Blackstar’) og tangent-vidunderet Craig Taborn. Oplev Starebaby 10 juli under Copenhagen Jazz Festival!

 

Den amerikanske trommeslager Dan Weiss har i mange år drømt om at samle nogle af hjemlandets stærkeste jazzkræfter for at spille musik, der kombinerer jazzen med energien fra heavy metal og de nyskabende toner fra den nutidige elektroniske musik. Det lykkedes og manifesterede sig i foråret 2018 i “Starebaby”.

 

Den 10. juli kan du se frem til at opleve det i levende live på ALICE på Nørrebro, når Dan Weiss samler hele det tunge hold med blandt andre David Bowie-guitaristen Ben Monder og Mike Patton-bassisten Trevor Dunn til Copenhagen Jazz Festival 2018.

 

Som Weiss’ to foregående udgivelser – “Fourteen”, som blev udnævnt til én af 2014s bedste udgivelser af The New York Times og efterfølgeren “Sixteen: Drummers Suite” – er “Starebaby” et umiskendeligt originalt værk uden mange musikalske forgængere. Udgivelsen spejler den flod af kreativitet, der hidtil har kendetegnet Weiss’ virke. Den viltre og overrumplende talentfulde trommeslager har i tidens løb været koblet musikalsk sammen med et væld af kunstnere lige fra Rudresh Mahanthappa til Chris Potter, John Zorn og Jen Shyu.

 

Musikken på og fra “Starebaby” mimer tidevandets dynamik og formår både at indeholde tordnende, dommedagslignende crescendoer såvel som afdæmpede, meditative passager. At musikken her både fremstår aggressiv og sårbar giver mening, når man kigger på gruppens rolleliste: Craig Taborn og Matt Mitchell på keyboards og elektronik, guitarist Ben Monder, der leverede guitaren på David Bowies svanesang “Blackstar”, og ikke mindst bassist Trevor Dunn, der i årevis har dyrket lignende udtryk i grupper som Mr. Bungle og Fantômas.

 

Der er lagt op til et sjældent intenst møde i spændingsfeltet mellem jazz, metal og moderne elektronik, når Starebaby indtager scenen i Alice med Dan Weiss’ drømmegruppe på den 40. udgave af Copenhagen Jazz Festival.

 

Tirsdag d. 10. juli

Dørene åbner: kl. 20:00

Koncerten starter: kl. 21:00

Pris: 160 dkk inkl. gebyr

Tirsdag _10.07.18
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 21:00
Pris: DKK + gebyr

Køb Billet