Damir Imamović regnes som en af de fremmeste moderne fortolkere af den traditionsrige sevdah – ofte omtalt som “den bosniske blues” grundet musikkens sørgmodige poesi. Ordet kommer fra det tyrkiske “sevda”, kærlighed, der igen stammer fra det arabiske “sawda”, sort galde. I sevdah’en flyder vestlige og østlige traditioner sammen, ligesom musikken er udspændt mellem de to poler: kærlighed og melankoli. Musikken kan også med rette sammenlignes med den portugisiske fado, hvis centrale koncept, saudade, har samme etymologiske oprindelse.
Sevdah kan spores tilbage til 1400-tallets Balkan, og Damir Imamović selv er barnebarn til en af sevdahmusikkens store legender, Zaim Imamovic. Imidlertid er han meget mere end bare en arvtager til traditionen. Som man fik at mærke, da han gæstede ALICE i 2018 med sit band Sevdah Takht, formår han at give sit helt eget personlige bud på sevdah til vor tid. Med spændende arrangementer, improviserede forløb og en vedkommende nerve. Stor ros fik han for sit album “Djovka” med netop Sevdah Takht, udsendt på Glitterbeat i 2016.
Nu melder Damir Imamović sig med et nyt projekt, hvor han fortsætter med at udvikle og udvide sevdahens udtryksmuligheder. Med sin nye trio har han allieret sig med en række fantastiske musikere med rod i forskellige traditioner. Den fortræffelige kemençe-virtuos (et traditionelt strengeinstrument) Derya Turkan er rundet af den klassiske tyrkiske musik, mens Greg Cohen er en legendarisk amerikanske jazz-bassist, hvis nysgerrigt søgende spil har sat sit præg på samarbejder med så markante navne som Tom Waits, Ornette Coleman, Laurie Anderson og John Zorns Masada.
Udgangspunktet er fortsat sevdah-traditionen, men man kan forvente en koncert, der med sjæl og nerve udforsker både sevdah’ens ottomanske aner og eksperimenterende jazzede afstikkere. Uanset hvad er der lagt op til en smuk, poetisk og melankolsk oplevelse.
Bemærk – ekstrakoncert. Da aftenkoncerten hurtigt blev udsolgt, er det lykkedes os at sætte en ekstra koncert i salg.