Collider er en drøm af et band, en kompleks forening, fyldt med revolutionære tanker, røde forelskede kinder og masser af håb. Med hektisk stil, skiftende arrangementer og et fænomenalt kreativt overskud, tager de lytterne med gennem deres musikalske ungdomsoprør – med retning som en supernova. Den naivistiske lethed i vokalerne ligger som en tåget kærlighed ovenpå bandets aggressivt præcise sammenspil.
Colliders nye EP hedder ”Excessively Worthwhile” og viser en tydeligere og mere kondenseret side af bandets sangskrivning efter debutalbummet “-><-”, der udkom i 2019 og blev modtaget med åbne arme. Sangene er født ud af Colliders sprudlende og charmerende univers, hvor den tidligere udgivelse var maksimalistisk sammenhængende værk, er der i den nye musik skåret ind til benet. Det hektiske er byttet med en oplevelse af et band, der hviler mere i sit eget udtryk, et band der tør finde ind til kernen af sin sangskrivning. Hver sang på ep’en er afbalanceret og følsom på sin egen måde. Det vidner første single ”Figuring”, som er en energisk og længselsfuld twee-pop genistreg.
Collider blev grundlagt af Mikkel Fink, Johan Polder, Troels Damgaard-Christensen og Marie Nyhus Janssen i 2015, efter Troels introducerer Marie til sine barndomsvenner. Synergien mellem dem boblede, da de sammen flyttede ind i en trashy, gul lejlighed i København. På baggrund af den adrenalinpumpende atmosfære og det akutte fravær af tryghed i begyndelsen af deres musikalske rejse oplevede bandet en altomvæltende impuls, som ledte frem til deres første pladeudgivelse.
abji_hypersun
abji_hypersun er et alias for Simin Stine Ramezanali, en billedkunstner og trommeslager bosat i København, som er også er medlem af trioen SLIMo og medstifter af pladeselskabet og musikplatformen UUMPHFF-music.
abji_hypersun blander fragmenter af d’n’b, breaks, shoegaze og narrativ historiefortælling. Klassiske persiske musikinstrumenter omstemmes, og stemmer og beats lægges i lag oven på hinanden for at skabe følelser af skønhed, morsomhed, uhygge og larm (et sted mellem mareridt og drømme). Herved bringes begrebet om lyd ud af stemning.
abji_hypersuns musik ekstraherer troper fra det operatiske såvel som det teatralske. Nye fortolkninger af kærlighedssang, hyper-taknemmelighed, vrede og sorg i bredformat er centrale emner i deres kompositioner og lyrik.
Denne eksperimenterende tilgang til komposition stammer fra en impuls om at give liv til et soundtrack, samt en tro på at musik er det mest præcise sprog hertil.