OBS: Dørene åbner kl 16 og musikken starter kl 17. Koncerten er siddende.
Fra en helt ung alder har den skotske sækkepibespiller Brìghde Chaimbeul formået at imponere såvel folkemusik-miljøet som den eksperimenterende musikscene med et vidtfavnende og personligt udtryk. Gennem sin musik udfolder den kun 26-årige Chaimbeul en usammenlignelig skønhed, styrke og rigdom alene med brugen af sækkepiben. Musikken maler billeder af dramatiske skotske landskaber og griber ned i dybe keltiske traditioner, samtidig med, at Chaimbeul også favner sækkepibetraditioner fra Østeuropa, Irland og Cape Breton. På forunderlig vis skaber hun også en musik, som lyder påfaldende moderne og som med sin meget fysiske fornemmelse taler til udforskere af drone, ambient og eksperimenterende musik.
Brìghde Chaimbeuls enestående sækkepibespil gav hende international anerkendelse allerede fra debutalbummet “The Reeling” (2019), som kastede flotte anmeldelser af sig fra bl.a. The Guardian, Songlines og The Quietus. Siden er hun blevet hyldet med de prestigefyldte priser BBC Radio 2 Young Folk Award og BBC Radio 2 Horizon Award, og i 2021 optrådte hun for verdens ledere ved åbningsceremonien for COP 26. Senest har Brìghde Chaimbeul udgivet det fremragende album “Carry Them With Us” (2023) i samarbejde med den amerikanske stjernesaxofonist Colin Stetson. Brìghde Chaimbeul spillede udsolgt koncert på ALICE i 2020 og vi er beærede over at kunne invitere hende tilbage som en del af åbningsugen i vores sal på Nørre Allé.