Kære publikum,
Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at Alsarah & The Nubatones har måttet aflyse deres tour grundet den aktuelle pandemi-situation. Koncerte på ALICE aflyses derfor også. Vi arbejder på en ny dato med bandet. Billetkøbere får automatisk refunderet billetten via Billetto og skal ikke foretage sig yderligere.
Vi beklager situationen og håber, at det snart bliver muligt at opleve Alsarah & The Nubatones på dansk jord igen!
Allerede da Alsarah & The Nubatones’ udgav deres debutplade “Silt” i 2014, udråbte The Guardian Alsarah som “the new star of Nubian pop”. Siden har den karismatiske sudanske sangerinde med sin gruppe spillet på prestigefyldte scener og festivaler som Roskilde og Glastonbury Festival, og endda prydet forsiden af Songlines.
Alsarah & The Nubatones har Alsarahs bjergtagende vokal i front. En vokal der emmer af nostalgi, men også af håb og revolutionært fremsyn. Gruppens særlige take på den østafrikanske 70’er-pop får selskab af forførende arabiske klange og en spændende instrumentering spillet af brillante musikere, der blandt andet omfatter den mesterlige Drandon Terzic på det arabiske lut-instrument, oud, og Rami El Aasser på traditionelt slagtøj som riq, deff, og tabla. Alsarah er født i Sudan, vokset op i Yemen og nu bosat i New York. Det afspejles i hendes musik, hvor den retrospektive pop i en ny forklædning er dét, som skaber Alsarah & The Nubatones helt unikke lyd.
Gruppen har udgivet to albums siden deres debut. Sangene handler ofte om, hvad hjem er. For Alsarah er hjem minder fra den østafrikanske kyst, men det er er også retten til at kunne bevæge sig. Og det er det musikken gør. Den taler om nostalgi, men er samtidig grænsekrydsende og vidtfavnende.
Alsarah & The Nubatones har spillet forrygende koncerter på både Roskilde Festival og ALICE de seneste år. Gruppen skulle være vendt tilbage til ALICE i april, men koncerten blev aflyst på grund af coronavirus. Derfor er vi glade for at kunne præsentere dem til oktober i stedet.
Sagt om Alsarah & The Nubatones
“Alsarah, the new star of Nubian pop.” THE GUARDIAN
“Creating something fresh yet timeless” SONGLINES