Den taiwanesiske saxofonist og komponist Alex Zhang Hungtai er af de fleste kendt under under aliasserne Last Lizard og det nu hedengangne Dirty Beaches, hvor han har eksperimenteret med en klassisk, lo-fi-grumset rock’n’roll-lyd. Efter at have lagt Dirty Beaches på hylden har Alex Zhang Hungtais musikalske virke de seneste år været domineret af hans tiltagende arbejde med komposition og hans kærlighed til freejazz og improvisationsmusik. Han har derudover prøvet kræfter med filmsoundtracks og endda selv medvirket i film, mest nævneværdigt i tredje sæson af David Lynchs legendariske serie Twin Peaks.
I sit selvbetitlede soloprojekt arbejder Alex Zhang Hungtai med skæve saxofonoptagelser og synths, som gennem et digitalt filter bliver til rene, og meditative soundscapes, som både koncentreret og længselsfuldt flyder sammen med kirkeorgel-droner og tunge akkorder. Lyden vækker minder til dele af Dirty Beaches mere ambiente udgivelser, men klinger samtidig anderledes kosmisk og abstrakt. Som hvis Tim Hecker remixede Colin Stetson.
Alex Zhang Hungtai har spillet en lang række koncerter i København – ikke mindst på Jazzhouse – og har desuden en stærk tilknytning til det københavnske toneangivende undergrundsmiljø omkring Mayhem. Udover sit soloprojekt er Zhang Hungtai også en del af en free jazz/eksperimentaltrio med den portugisiske minimalist og arkitekt David Maranha og free jazz-trommeslageren Gabriel Ferrandini. Trioen gav netop koncert i forbindelse med Vinterjazz på Jazzhouse i 2017. Til november glæder vi os til at kunne præsentere Alex Zhang Hungtai solo for første gang.