Fredag _07.08.20100 DKK + gebyr

År & Dag + Anders Bach

Experimental electronic

ALICE og UNION byder på ALICE Summer Series – en sommerlig koncertserie i vores hyggelige gård. Denne fredag byder vi musikkollektivet År & Dag til at fylde sommeraftenen med deres forunderlige lydunivers. Trommeslager Anders Bach åbner med et soloset.

Sommeren bringer lys – og efter flere måneders nedlukning lysner det nu også for den levende musik på ALICE! Sammen med UNION kan vi nemlig med glæde melde, at vi hen over sommeren præsenterer en række dejlige koncerter i gårdmiljøet foran ALICE. Tag dine venner med til ALICE Summer Series – sommerlige koncerter under åben himmel med en lang række fantastiske herboende musikere: Glæd dig til navne som Dreamers’ Circus, Kogekunst, Dawda Jobarteh, Josefine Opsahl, Basco og mange flere. Læs om hele programmet her.

Vi rykker baren ud i gården og indbyder til godt samvær omkring den eventyrlystne musik på udvalgte weekender hen over sommeren. Alle koncerter er med siddepladser og begrænset plads – så vi kan overholde myndighedernes regler og afholde koncerter i sikre rammer.

Vi anbefaler, at man sikrer sig billet i forsalg. Billetter koster 100 kr. (børnebillet: 50 kroner). Vi glæder os til at se dig til ALICE Summer Series!

År & Dag

År & Dag er en komponistsammenslutning og et pladeselskab startet Michael Mørkholt, Anders Lauge Meldgaard, Andreas Pallisgaard og Mads Forsby. Omdrejningspunktet er koncerter og udgivelser, der søger at udvide rummet i og omkring musikken, og at skabe udveksling og dialog om musikkens metodik, dens potentialer og dens forbindelseslinjer indadtil og udadtil. År og Dag har over de seneste år arbejdet med et kollektivt instrumentarium, bestående af forskellige hånddrevne synthesizer træhjul og en større mængde percussioninstrumenter. Et udpluk af dette instrumentarium, i følgeskab af de trommeslager Anders Vestergaard, trommeslager Anders Bach og slagtøjsspiller Victor Dybbroe som År & Dag har inviteret specielt til lejligheden, vil kunne opleves til ALICE Summer Series!

Anders Bach 

Den København-baserede trommeslager Anders Bach har de seneste år været en yderst aktiv figur på den danske og internationale musikscene. Han kendes bl.a. samarbejder med Bisse og Danielle Dahl, og er selv drivkraft i prominente bands som det nu hedengangne Ice Cream Cathedral, H E X og ikke mindst Erna, som er blevet lidt af en ALICE-favorit og som også kan opleves Summer Series-programmet lørdag 15. august. Som opvarmning til År & Dag vil Anders Bach spille et solo set og præsentere en hybrid af nykomponeret musik og improvisation, der instrumentalt tager udgangspunkt i den amerikanske psykedeliske synthesizer-producent Ciat-Lonbarde. Anders spiller desuden sammen med År & Dag efterfølgende.

Vigtigt at vide om ALICE Summer Series:

Vi har udarbejdet en koncertopstilling, der nøje følger myndighedernes COVID-19 regler, og vi beder dig om at hjælpe til, så alle kan gå til koncert under trygge forhold.

Vi lukker max. 130 publikummer ind i gården. Alle koncerter er med siddende publikum – det sker for at vi kan sikre den rette afstand mellem folk. Når du ankommer til billet check-in, vil du blive anvist en plads af vores personale. Vi anbefaler, at man køber billet i forsalg, og kommer man en gruppe venner sammen, anbefaler vi, at man også køber billetter samlet. Dermed er det lettere for os at sikre alle en god plads til koncerterne og at sikre dig og dine venner, at I kan sidde sammen. Skulle der være billetter i overskud, kan de også købes i døren – dog kun med kreditkort eller MobilePay.

Dørene åbner en time inden koncertstart. Det er en god idé at komme i god tid, så vi undgår kødannelse, både når du skal anvises en siddeplads, og hvis du skal i baren. ALICE laver bar i gården, og her gælder ligeledes, at vi af hensyn til hygiejne kun tager kreditkort og MobilePay. Det er muligt at købe mad fra Send Flere Krydderier, som du kan tage med hen til din siddeplads.

Du er meget velkommen til at tage børn med til koncerterne, men det er vigtigt at du køber billet til dit barn, så vi kan sikre optimal plads til alle. Der kan købes børnebillet til halv pris (gælder for børn til og med 13 år).

Bemærk at det på grund af pladsrestriktioner ikke er muligt at parkere sin cykel i gården. Barnevogne i gården er muligt i begrænset omfang.

Der bliver selvfølgelig taget grundig hånd om rengøring, og der vil være håndsprit til rådighed. Vi opfordrer derudover alle til at passe på hinanden, så vi sammen kan nyde sommerens koncerter!

Fredag _07.08.20
Dørene åbner kl: 16:00
Koncerten starter kl: 17:00
Pris: 100 DKK + gebyr

Køb billet100 DKK