Skolekoncerter og skolesamarbejder på ALICE

ALICE præsenterer to gange årligt skolekoncerter med eventyrlysten musik inden for et væld af genrer og udtryk fra global roots, folkemusik til jazz og impro. De optrædende musikere til skolekoncerterne er verdensstjerner, og musikken er altid af høj kvalitet. Tidligere har navne som Samba Touré, Tamikrest, Söndörgő, Dawda Jobarteh og Maalem Omar Hayat givet udsolgte skolekoncerter. Vores pædagogiske vision er at animere til fællesskaber og forståelser på tværs af kulturer gennem musikalske oplevelser.

Koncertoplevelsen

I løbet af koncerten vil eleverne opnå færdigheder i instrumentkendskab, og på agendaen er der temaer som kulturel identitet og genrekendskab. I form af bevægelser og sang, deltager eleverne aktivt i koncerten, og de får mulighed for en mere komplet og kropslig oplevelse og forankring af musikken. Nogle elever inviteres endda op på scenen til forskellige aktiviteter.

Koncerterne faciliteres af ALICEs undervisningsansvarlige, som også byder eleverne velkommen og fungerer som bindeled mellem elever og orkester. Professionel lyd og lys er også en del af den sanselige oplevelse for eleverne.

 

Praktisk information

ALICE udbyder to skolekoncerter to gange årligt. Koncerterne er kl. 10 for indskolingen og kl. 12 for mellemtrinnet, og hver koncert varer ca. 45 min. Pris er 20kr/ elev. Kommende skolekoncerter: Barmer Boys torsdag 26. september 2019 kl. 10 og kl. 12. For yderligere information om kommende koncerter eller forespørgsler om undervisningsmateriale og workshops kontakt Cæcilie Keller keller@alicecph.com