ALICEs nye Musikgruppe styrker mangfoldigheden

06.09. 2023
ALICE tager et stort skridt hen imod bredere repræsentation i livemusikbranchen. En ny Musikgruppe skal fremover i fællesskab lægge programmet og sætte retningen for husets kunstneriske profil. Derved bliver der større transparens og overensstemmelse mellem koncertprogrammets mangfoldighed og de arbejdsprocesser, som programlægningen udspringer af.

Med en ny Musikgruppe går ALICE nye veje for at arbejde for bredere repræsentation og stærkere koncertoplevelser. Musikgruppen skal føre ALICE ind i en ny tid, hvor spillestedet ikke alene er en koncertvirksomhd, men også en del af en demokratisk samtale og et sted med ekstremt høj kvalitet hele vejen rundt om musikken. Det forklarer spillestedsleder HC Gimbel.

“Ikke alene vil vi arbejde med en ny måde at kuratere en koncertscene og skabe bredere repræsentation. Vi vil også kvalificere hver koncertaften for vores publikum og få flyttet samtalen om musikken helt ind omkring bordet. På den baggrund er jeg glad for endelig at kunne præsentere vores nye Musikgruppe af vildt kompetente og meget forskellige mennesker,” fortæller HC Gimbel.

Stærke kapaciteter
Musikgruppen samler kompetencer, indsigter, netværk og perspektiver, som favner bredt i musikbranchen. Gruppen består af Sofie Westh, bl.a. medstifter og projektleder af platformen Another Life, Isabel Douglass, bl.a. stifter af Lux Boreal og bookingbureauet Tone Chamber, samt Ulf Eriksson, bl.a. kunstnerisk leder for musikken på det tværæstetiske spillested Inkonst i Malmö.

Desuden vil Malika Mahmoud Henriques være tilknyttet som konsulent og rådgive Musikgruppen med særligt fokus på den elektroniske scene og dj’s, mens ALICEs nuværende booker, Nanna Ruus, fremover vil fungere både som booker og kunstnerisk producent.

Unik og progressiv tilgang til programlægning
Samskabelse og transparent kunstnerisk ledelse er bydende nødvendig for livemusikbranchen i dag. På ALICE skal arbejdsprocesserne bag scenen være gennemskuelige for publikum, når de står foran scenen.

“Ved at prioritere gennemsigtighed, nysgerrighed og opløsning af barrierer, er vi begejstrede for at lægge fundamentet for en helt ny tilgang til kurateringen på et spillested. Vores mål er, at den progressive kollektive indsats ikke kun afspejler sig i programmet, men også i ALICEs mangeartede publikum, og i fremtidige versioner af Musikgruppen,” udtaler Musikgruppen.

Ved at åbne det kuratoriske rum er målet, at koncertpublikum, musikere og samarbejdspartnere oplever en bred og mangfoldig repræsentation. I det større perspektiv skal den tilgang sikre, at flere forskellige mennesker oplever at få adgang til alle led og lag af ALICEs virke – lige fra at kuratere programmet og tage del i organisationen som samarbejdspartner til at stå på scenen og få nye oplevelser som publikum. Denne tilgang til kunstnerisk ledelse er unik i branchen, i Danmark såvel som internationalt.

“Vi ser vores forskelligartede baggrunde som en styrke. Vi håber, at den progressive idé om kollektiv programlægning vil give afkast i form af musikoplevelser, der føles friske og vanskelige at kategorisere,” lyder det fra den samlede Musikgruppe.

Musikgruppen tiltræder 15. september. De første resultater af deres programlægning vil folde sig ud fra februar 2024, hvor ALICE efter flere års rejse rundt i byen vender hjem til sit venue i baggården bag kulturhuset Union på Nørrebro.

Fakta om medlemmerne af Musikgruppen:

Sofie Westh er medstifter og projektleder af den prisvindende non-profit forening Another Life, som arbejder for øget bred repræsentation og forbedrede vilkår for minoriserede personer og kvinder i det danske musik- og kulturliv. Hun har mange års erfaring med projektledelse, festivalledelse og booking på tværs af genrer, samt et omfattende kendskab til nye musikalske tendenser i ind- og udland.

Isabel Douglass er grundlægger og agent for bookingbureauet Tone Chamber, som er kendt for at arbejde på tværs af nye kompositioner, jazz og global musik. Hun er projektleder for Lux Boreal, en festival for nordisk musik. Isabel er uddannet fra Musikkonservatoriet i Aarhus og California State University i San Francisco inden for performancestudier og musiketnologi og har over 20 års musikbrancheerfaring, herunder som booker, projektleder og manager.

Ulf Eriksson er kunstnerisk leder for musikken på det tværæstetiske spillested og scenerum Inkonst i Malmö. Han er desuden stifter og leder af Intonal Festival, som har eksisteret siden 2015 og er i dag Sveriges førende festival for eksperimenterende samtidskunst og samtidsmusik. Derudover driver han pladeselskabet Kontra-Musik, som også har forgrenet sig i et bookingbureau med fokus på eksperimenterende musik. Ulf er bosat i Malmö.

Malika Mahmoud Henriques vil desuden indtræde i en rolle som rådgiver for Musikgruppen med særligt fokus på den elektroniske scene og dj’s, ligesom hun stiller sin enorme erfaring til rådighed for gruppen. Malika er blandt andet stifter af den uafhængige internetradio MMH Radio, tidligere musikansvarlig for Strøm Festival og sidder i musik- og nattelivsudvalget i Københavns Kommune.

Nanna Ruus fungerer fremover som ALICEs kunstneriske producent og booker. Nanna har bred erfaring med booking, management, strategi og frivilligledelse, bl.a. som labelmanager for pladeselskabet Escho og som stifter af eget agentur, Whirligig. I 2023 blev hun tildelt en plads på listen over Nordic Music Biz Top 20 Under 30.