Koncerten er en del af ALICE Summer Series og foregår i gården mellem ALICE og UNION – læs mere her.
Sommeren er over os, og det samme er ALICE Summer Series – vores stemningsfulde udendørskoncerter, der finder sted i den hyggelige gård mellem ALICE og UNION. Her byder vi fredage og lørdage fra slut maj til slut august på levende musik af høj kvalitet tilsat sommerlig stemning og læskende drinks.
Denne aften lukkes vi ind i et improviseret lydunivers med duoen Müntzing/Diers, der medbringer en særlig gæst i form af den elektroniske musiker Dodebum (aka Henrik Sundh).
Herman Müntzing og Lisbeth Diers har igennem 10 år arbejdet med at skabe musik i nuet. Musik, der kan skifte fra det brutale og det swingende til ambient og sfærisk stemning. Lyd blandes, bytter plads, udelades, fordobles og sammensmeltes i et knasende akustisk/elektronisk hav. Musikkens særpræg og styrke ligger i den livlige uforudsigelighed, der karakteriserer Müntzing/Diers’ form for improvisation. Et samspil, der sætter tillid til musikernes intuition, impuls og reaktion.
Lisbeth Diers er dansk percussionist, komponist og kunstnerisk leder i et væld af musikalske projekter gennem 30 år og medvirker på over 100 udgivelser. Diers’ arbejde karakteriseres gennem de dynamiske og alternative klangnuancer, der opstår i blandingen af trommesæt og slagtøj. Herman Müntzing har vendt og drejet akustiske og elektriske genstande siden 80’erne. Fra almindelige instrumenter til kortsluttede videomixere, og up-mik’et stilhed. Han er også skaberen af det 12-strengede instrument Flexichord bestående af strenge og pickupper fra to elektriske guitarer fastgjort til et vandret solidt stykke træ. Et instrument, som han selvfølgelig også har med til koncerten på ALICE, hvor duoen altså også får besøg af den kreative elektroniske musiker Dodebum, der tidligere har vist sine evner til at arbejde med elektronisk musik i en improv-kontekst med bl.a. Kresten Osgood og Maria Laurette Friis.
Petrichor
Aftenen åbnes af det helt nye projekt Petrichor fra labelkollektivet Kornmod. Petrichor består af Mille Helt Haarder (Mellow Ginger) og Jonas Torstensen (Forankring), som slår sig i forskellige musikalske sammenhænge på Kornmod. Petrichor, som til Summer Series giver deres allerførste koncert, er et improviseret elektronisk musikprojekt, der undersøger forårets håbefuldhed og lette melankoli gennem improvisation på båndoptager og synthesizer.
Praktisk om ALICE Summer Series
Under ALICE Summer Series-titlen præsenterer vi udendørs koncerter fra slut maj til slut august. Vi rykker baren ud i gården mellem ALICE og UNION og indbyder til godt samvær omkring den eventyrlystne musik fredag og lørdag. Vi følger naturligvis myndighedernes anvisninger i forhold til COVID-19 nøje og opdaterer løbende formatet til de gældende restriktioner. Koncerterne er i udgangspunkt for siddende publikum og med begrænset plads, så vi anbefaler at man køber billet i forsalg.