Lørdag _21.11.26

360° Evening – Bby Eco NL + Jazz Lambaux FR + H4RDCRUSHX FR

Kom med, når vi vender ALICE på vrangen og udfordrer koncertformatet med tre stærke navne fra den europæiske undergrundsscene

Til 360° Evening inviteres publikum ind til intenst omsluttende musikoplevelser. Tre af de mest interessante, originale navne fra den europæiske undergrundsscene ryster posen og skubber på hver sin måde til grænserne for, hvad en koncert kan være. Vi glæder os til at præsentere det spritnye grime-projekt H4RDCRUSHX, audiovisuel naturmagi fra Bby Eco og Jazz Lambauxs sækkepibe-hyperpop.

Bby Eco
Med afsæt i en såkaldt “earth-spirit” skaber Bby Eco utopiske lydverdener, der søger tilbage til forbindelsen mellem menneske og natur. Den Amsterdam-baserede musiker har med sine  sanselige og økovenlige audiovisuelle værker ramt direkte i ned et publikum, der længes efter at genoprette forbindelsen til naturen i en stærkt moderniseret verden, og det seneste album *Sky (i)* (2026) er en poetisk undersøgelse af kærlighed, tab og den fornyede følelse af at være til stede i verden. Bby Eco er allerede et ombejlet navn på den europæiske scene og denne aften kan han opleves med sin trio.

Jazz Lambaux
“Buzzing, ecstatic music for the fool in all of us.” Nina Protocol 

Paris-baserede Jazz Lambaux er en sangskriver og producer, der nægter at lade sig begrænse af enten instrumental komposition, bedroom-DIY eller popmusik. Sammen med den bretonske sækkepibespiller Enora Morice forener han elektronisk bearbejdede samples og vokaler med skotske smallpipes til et absurd, middelalderagtigt soundscape hvor fortid og fremtid flyder sammen. Første album fra Jazz Lambaux, “Music for Fools”, udkom sidste år på det toneangivende franske pladeselskab Editions Gravats. Han har siden optrådt adskillige gange i Europa, Asien og USA og har delt scene med blandt andre Dorian Electra, Oklou & Smerz og Clarissa Connelly.

H4RDCRUSHX
H4RDCRUSHX er et spritnyt trio-projekt, hvor grime, pop, punk, eksperimenterende musik og noise kolliderer i en vred og intens udladning for kampen mod en kolonialistisk og sexistisk verden. Med Natacha Kanga i front overfor bassist Antoine Ferris og trommeslager Rémy Gouffault, opstod den franske trio i 2025 og har siden udviklet sig til et stadig mere kompromisløst projekt, som er klar med en af sine allerførste koncerter nogensinde denne aften på ALICE.

Lørdag _21.11.26
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Standard: 175 DKK
Ung under 25 / Studerende: 155 DKK
StåendeKøb billetfra 155 DKK