Den Amsterdam-baserede sekstet Nusantara Beat er på kort tid blevet et must-see act på festivaler og venues i hele Europa. Med deres unikke nye take på indonesisk musik, hvor balinesiske kompositioner fra det 20. århundrede genfortolkes i møder med 60’er-surf, synhts og enigmatiske vokalharmonier, demonstrerer bandet en kærlighed og dedikation til deres musikalske rødder og kulturelle arv, samtidig med at de insisterer på at vise mangfoldigheden af indonesisk musik og løfte den ind i fremtiden på en respektfuld, frisk og catchy måde.
Nusantara Beat består af medlemmer fra Jungle By Night, POM, The Mysterons, Altin Gün, Surf Aid-Kit og EUT, og er i øvrigt alle 1., 2. eller 3. generations hollandsk-indonesere, der sammen genopdager og udforsker deres rødder gennem musikken.
Nusantara Beat indspillede deres første single på FIP Radio, og Lumanai Records og Les Disques Bongo Joe har bakket op om bandets første udgivelse nogensinde, EP’en “Djanger / Borondong Garing”, som er intet mindre end en vidunderlig introduktion til deres lyd. Nusantara Beat har blandt andet spillet på festivaler som Beaches Brew, Dekmantel, Lowlands og Le Guess Who. Nu er de klar til at indtage ALICE til maj!
ALICE på Stairway
Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse.