Mauretanien, det store land på den afrikanske vestkyst, har en lang og fascinerende musikhistorie, og Noura Mint Seymali er en af landets helt store musikalske stjerner. Hun er født ind i en familie af grioter, der gennem sang, musik og poesi har rejst rundt i regionen og fortalt historier gennem århundreder. Allerede som 13årig turnerede Noura Mint Seymali i hjemlandet med sin fantastiske stemme, og samtidig overraskede hun med sit sjældne talent på ardine – det 9-strengede harpeinstrumentet, som ifølge traditionen kun må spilles af kvinder, og som hun tidligt havde lært at mestre af sin bedstemor. Med solide rødder i den rige musikkultur, hvor lyde fra Sahara, Maghreb og Vestafrika smelter sammen, har Noura Mint Seymali siden ført arven videre som en af Mauritaniens mest nyskabende og eventyrlystne yngre kunstnere.
Efter de flere år havde spillet traditionel musik sammen som duo, startede Noura Mint Seymali et fusionsband med sin mand, Jeiche Ould Chighaly. Han er en sand mester på det ngoni-lignende strenginstrument tidinit, hvis teknikker og fraseringer han bringer ind i en moderne kontekst på elektrisk psych-guitar. Med en fasttømret, funky rytmesektion og Chighalys unikke lyd, der spejler Nouras Mint Seymalis vokallinjer, moderniserer bandet respektfuldt de oldgamle musiktraditioner til en form for maurisk psykedelisk rock og sahariansk funk. Det er musik, som er helt umulig at stå stille til, og bandet har gennem årene udgivet en række anmelderroste albums og turneret verden tynd.
Noura Mint Seymali spillede uforglemmelige koncerter på Roskilde Festival og Global i 2015, og var med til at åbne Orange Scene sammen med The Orchestra of Syrian Musicians året efter. Efter flere år med store festivalshows er vi begejstrede for at kunne præsentere Noura Mint Seymali på vores intime scene. Kom og overgiv dig til flydende og funky rytmer, hypnotisk messen og psych-eksperimenter, når en af Mauretaniens største musikalske personligheder gæster ALICE til marts.
ALICE på Stairway
Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse.