OBS: Detest var desværre nødt til at aflyse deres koncert på aftenen, men afløses heldigvis af PitchBlack
PitchBlack
PitchBlack blev dannet i 2002 og fem år senere gjorde de sig bemærket med albummet “Designed To Dislike” på den danske og europæiske ekstreme metal-scene. Samme år blev bandet tildelt Årets Metal-debutalbum af Danish Metal Awards. PitchBlack består af en erfaren kvartet, hvis medlemmer kan genkendes som bandmedlemmer blandt legendariske danske metalbands og aktive medlemmer af en række etablerede bands, på den danske metalscene. Deres nyeste album “Death and Disbelief” (Emanzipation Records, 2020) byder på elleve tracks med rendyrket brutalitet, fængende riffs og en ligefrem stil med no-bullshit og ingen dikkedarer. Et album, der appellerer til fans af bl.a. The Haunted, At the Gates, Entombed og Dismember.
Infirmities
Det Gladsaxe-baserede metalband Infirmities blev dannet i 2020 af Sune Borring og Anders Tuegaard Poulsen kort tid inden corona-pandemien lukkede landet – og dermed også deres øvelokale – ned. Trods disse vanskeligheder, begyndte bandet at arbejde på de første numre og idéer. Ikke længe efter kom Jesper Rosenby Saltoften (Saturnus) og Kenneth ‘Fyrsten’ Iversen med på hhv trommer og vokal. Med en sammensætning, der bedst kan beskrives som et bryllupsband, er stilen overvejende old school death ‘n’ roll metal. Infirmities ser frem mod en studiesession med Henning Smith Nymand som producer i Everloud Studios, og den nye EP forventes at blive udgivet i løbet af foråret 2024. Infirmities har kun spillet ganske få koncerter indtil videre og her er en chance for at opleve dem.
Destabilizer
Destabilizer er det sidste nye bud på dansk Thrash Metal! Siden det herrens år 2020 har bandet fremmanet riffs i dødbringende tempo, synderrivende trommer og vokaler med masser af attitude, fluks fra hovedkvarteret, Platform K, dybt i Horsens kulsorte hjerte. Inspirationen er klassisk thrash fra 80erne, Exodus, Razor og Slayer. På de første spæde år har Destabilizer udgivet to EP’er, som begge er blevet taget godt imod af thrash-entusiaster verden over. Lige nu er bandet i fuld sving med at indspille deres debutalbum, som består af 10 instant klassikere. Med ølfustager af liveerfaring fra andre projekter er Destabilizer mere end klar til at indtage de danske scener og antænde brand i publikums øregange, som kun en voldsom omgang headbanging kan slukke!
ALICE på Stairway
Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse.