Lørdag _04.11.23130 DKK + gebyr

Nihiloxica UG + Capitana

Afro-elektronisk rave

Klubkultur møder ugandiske traditioner: Nihiloxica vender tilbage med deres dragende og trancedannende techno-forløb på bugandansk percussion og analog synthesizer. To gange før har gruppen skabt ekstatiske dansefester på ALICE, så vi ser frem til en sveddryppende lørdag aften i november. Capitana åbner aftenen med latin-inspireret pop.

“Dangerously hypnotic” skrev Mojo om gruppen Nihiloxica. Og det har i det hele taget ikke skortet på roser til det tranceskabende kollektiv, som vi sidst præsenterede på ALICE i 2021. Nu kan de opleves igen, og det kommer helt sikkert ikke til at gå stille for sig.

Nihiloxica består af de to engelske producere Spooky-J og pq samt Nilotica Cultural Ensemble, det syv personer store percussionorkester fra Kampala i Uganda, som bruger instrumenter som djembe, Namunjoloba og binghi. Sammen skaber de en hårdtpumpende Buganda-techno, som forener atmosfæriske elektroniske forløb med oprindelige percussion-traditioner. Ved at udnytte den naturlige impuls fra bugandanske rytmer, som det repetitive Baksimba-groove, frigør Nihiloxica den fulde kraft af den ældgamle tradition i deres hårdtpumpende techno-forløb.

Gruppen er tilknyttet det hypede ugandiske label Nyege Nyege Tapes, og skabte solid hype omkring sig med deres første EP på bl.a. Tiny Mix Tapes, Boomkat og Noisey, og på Roskilde Festival i 2018 slog de benene væk under publikum, da de åbnede Apollo.

I 2020 udsendte de deres første fuldlængde-album, det fremragende “Kaloli”, på Crammed Discs. Med i bagagen denne gang har de ikke kun “Kaloli”, men også en EP med remixes fra albummet.

CAPITANA
Capitana er et nyt projekt, som den dansk-argentinske producer Nanna Fittipaldi står bag. Hendes første single “All the Way (ft. Lois)” er en æterisk popsang, som er blevet godt modtaget på både P6, Radio24syv og The Lake Radio. Musikken blander forskellige rytmer og genrer, ofte med elementer fra latinamerikansk musik, og inddrager akkorder og melodier inspireret af klassisk klaverkomposition. Med musikken håber Capitana at bidrage til udbredelsen af latinamerikanskinspireret musik på den danske musikscene, og at skabe rum til mere musik produceret af kvinder i Danmark såvel som internationalt.
Lørdag _04.11.23
Venue: Stairway
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 130 DKK + gebyr
Køb billet130 DKK