Søndag _14.05.23180 DKK + gebyr

Rokia Koné (ML)

Højtelsket sangstjerne fra Mali

Det er ikke tilfældigt at Rokia Koné går under tilnavnet “Rosen fra Bamako”. Sangstjernen fra den malisiske hovedstad besidder en stemmepragt med både rosenrød blødhed og skarpe torne. Med dybe rødder i den vestafrikanske sang- og lyriktradition griot synger Rokia Koné til et publikum på tværs af generationer om fred, samhørighed og kvinders position i samfundet.

Rokia Koné har hurtigt etableret sig som en af de mest højtelskede yngre sangerinder fra Mali, der indtager en feteret position på den vestafrikanske musikscene, som er en ægte diva værdig. Hun slog igennem i hjemlandet, da hun begyndte at optræde som backingsanger for Alia Coulibaly, som er en af Malis største stjerner. Men snart krøb Rokia til tops på plakaterne som et hovednavn i egen ret. Historien om hendes vej til tinderne begyndte dog allerede, da hun var en lille pige i byen Diaro i nærheden af Ségou, som er arnestedet for det mægtige historiske Bamana-rige. Rokia sang de sange, hun havde lært af sin bedstemor. I familien var hun altid omgivet af musik, for både onkler og tanter på begge sider af stamtræet var sangere.

Det var dog først omkring 2016, at Rokia Koné for alvor blev kendt i Vesten og fik adgang til de internationale scener, da den franske agent Valérie Malot fik ørerne og øjnene op for hendes helt særlige vokale evner. Som nøglemedlem af den feministiske vestafrikanske supergruppe Les Amazones d’Afrique fik hun stor succes med debutalbummet “République Amazone” fra 2017.

Når Rokia Koné gæster ALICE, medbringer hun de episke og fortryllende sange fra det storslåede debatalbum “Bamanan”, som udkom i 2022 på det legendariske pladeselskab Real World. Musikken er skabt som en alliance i samarbejde med den irskfødte rockproducer Jacknife Lee, der også har arbejdet med navne som U2, Taylor Swift og R.E.M. Resultatet er en samling både rørende, rå og almenmenneskelige sange, som med groovy referencer til Mande-musiktraditionen og i kraft af Rokias imponerende vokalarbejde hæver sig op til et historisk vingefang med episke fortællinger og dybtfølte vidnesbyrd. Rokia Koné synger på det blødt rislende sprog bambara, som er et af de mest udbredte tungemål i Mali.

Sangene på albummet har rødder i historien og traditionen, men taler også ind i vores samtid. Nummeret “N’yanyan”, der ydmygt minder menneskeheden om sine begrænsninger og dødelighed, blev indspillet i august 2020 – på selve dagen for et statskup mod Malis regering. Melodien er baseret på en ældgammel vestafrikansk folkesang og bliver understreget af simple klaverakkorder fra Jacknife Lees hånd.

Som scenepersonlighed stråler Rokia Koné med en lysende glamourøs kraft, som hun utrætteligt har opbygget i hjemlandet gennem sine fængslende og gavmilde koncerter på Bamakos klubber, der kunne vare ved i timevis. Men mindre kan også gøre det, når Rokia Koné eksklusivt kaster glans over ALICE på Stairway i Vanløse. Gå ikke glip af chancen for at opleve en af Malis helt store sangerinder til maj.

ALICE på Stairway
Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse i 2023.

NB: Ståpladser.

Søndag _14.05.23
Venue: Stairway
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 180 DKK + gebyr

Køb billet180 DKK