Forholdet mellem menneske, natur og kreativitet undersøges i projektet Creative – without Nature? Et projekt søsat af violinist, vokalist og komponist Liv Vester Larsen, der i et mangefacetteret kunstnerisk hybrid-univers undersøger, om mennesket kan være kreativt uden adgang til naturen.
Værket synliggør naturens tilpasningsevne i en virkelighed, hvor menneskeheden har overtaget styringen. Musik, lyddesign og visuals er skabt med inspiration fra Bernie Krauses mangfoldige lydoptagelser af vilde dyrs frekventerede lyde, der ændres i mødet med den stigende industrialisering.
Creative – without Nature? arbejder både med podcasts, musik, lyd og bevægelse og aktiverer dermed flere sanser og æstetiske udtryk i en undersøgelse, som blander kunst, videnskab og aktivisme. Sammen med den visuelle kunstner My Lambertsen (aka SLØR Visual Performance) debuterede projektet som koncert-performance på Den Danske Scenekunstskole i Odense i august 2021.
Siden har projektet skabt og medvirket ved performances, skolekoncerter, demonstrationer, foredrag, formidlende undervisning og kreative workshops for børn, unge og voksne. Med værket “Bioacoustic Adaptation”, der er blevet til i forbindelse med udviklingsinitiativet ALICE Works, får Liv Vester Larsen, denne gang i samarbejde med Sally Nor, selskab af den elektroniske musiker Stefani Wisting.
Om ALICE Works
ALICE arbejder for at udvikle musikken. Derfor søsatte vi i 2021 et Open Call om at udvikle nye formater og skabe nye værker. Dette Open Call blev til ALICE Works – en koncertserie, hvor vi præsenterer nye værker skabt af de kunstnere, som vi udvalgte fra puljen af ansøgere.
Foto: My Lambertsen