Efter flere imponerende koncerter på Jazzhouse, er den portugisiske saxofonist Rodrigo Amado klar til at indtage ALICE med sin kvartet. Amados styrke ligger i hans imponerende overblik og ubesværede tilgang til improvisationens kunst. Amado berører, i kraft af sine overlegne evner på instrumentet, jazzmusikken med enorm stilsikkerhed og overskud, og hans rolle i ensemble-sammenhænge føles altid meget naturlige. Dette kan man opleve på udgivelser med blandt andre Paal Nilssen-Love, Kent Kessler, John Hebert foruden Corsano, McPhee og Kessler, som han nu gæster ALICE i selskab med.
Trommeslager Chris Corsano, som har været en kær gæst på Jazzhouse i flere forskellige konstellationer, bevæger sig problemfrit mellem genrer som improv og jazz, eksperimenterende rock, free folk og avantgarde, og hans imponerende CV tæller samarbejder med bl.a. Björk, Kim Gordon og Six Organs of Admittance. På saxofon og trompet er den legendariske Joe McPhee, der trods sine 77 år fortsat er en meget aktiv musiker på freejazz-scenen. Han er en fremragende instrumentalist og improvisator kendt fra samarbejder med bl.a. Peter Brötzmann, Paal Nilssen-Love og Evan Parker. Ken Kessler fuldender all star line-uppet. Kessler har på 25 år medvirket på over 140 udgivelser og samarbejdet med prominente musikere som Peter Brötzmann, Ken Vandermark og Ingerbrigt Håker Flaten. Meget af Kent Kesslers inspiration kommer fra roots-musikken og den moderne kompositionsmusik, og uanset om han udforsker continuous music-teori, bombastisk freejazz eller minimalistiske droner, er det altid med en rygrad af musikhistoriske traditioner.
Når kvartetten gæster ALICE har de deres anden udgivelse med sig, albummet “A History of Nothing” (Trost Records, 2018), der ligesom debuten “This is Our Language” (2015) har blæst både anmeldere og publikum bagover.
Sagt om “A History of Nothing”:
“While they may represent different generations, A History of Nothing finds Amado and McPhee at their individual and collective peaks. A very strong release.” – Avant Music News
LINE-UP
Rodrigo Amado – saxofon
Chris Corsano – trommer
Joe Mcphee – saxofon, trompet
Kent Kessler – kontrabas