I næsten 5 årtier har den bolivianske sanger, sangskriver og producer Luzmila Carpio spredt sine forfædres andiske viden og musik over hele verden. I dag betragtes hun som en af få nulevende latinamerikanske legender og hendes sange er symboler for undertrykte kulturer. Carpio er født i Bolivias højland og opvokset med quechua- og aymara-folkets sange, viser og spiritualitet. Da hun som teenager skulle synge i radioen i Oruro og blev pålagt at synge på spansk fremfor sit oprindelige modersmål, tændtes en ild i hende. Luzmila Carpio begyndte at dykke ned i Andesbjergenes kulturelle og musikalske arv, insisterede på at synge på quechua og har siden gjort de ældgamle traditioner dybt aktuelle. Efterhånden som hendes publikum er vokset, har hun brugt sin musik til at gøre oprør mod vestlige kulturformers dominans over oprindelige kulturer.
Luzmila Carpio har en imponerende række udgivelser og samarbejder bag sig, som på forskellig vis bygger bro mellem oprindelige traditioner og moderne udtryk. Hendes nye kritikerroste album “Inti Watana – El Retorno del Sol”, som ledsages af en dokumentarfilm med verdenspremiere i år, var blandt Rolling Stones bedste album i 2023. Albummets 9 sange er en episk vandring gennem smukke, luftige fløjtesekvenser, buldrende trommer og moderne klange. Carpio dykker ned i temaer, der ikke kun resonerer med hendes oprindelige arv, men i høj grad har betydning for yngre generationer – kulturel identitet, kvindeempowerment, miljøbevidsthed og spiritualitet i en hastigt foranderlig verden. Vi er stolte af at kunne præsentere Luzmila Carpio, når hun giver koncert på ALICE med sit band til efteråret.
Sagt om “Inti Watana – El Retorno del Sol”
“Many living legends are still eager to share their hardearned wisdom, and as the world plummets into algorithmic homogeny and impending climate calamity, we’d do well to listen up.” – Rolling Stone
“Carpios unwavering voice shines through in nine songs that brim with a mystical essence cultivated over centuries of ceremonial rites and a profound connection with the natural world.” – Billboard