Jembaa Groove så dagens lys i Berlin i 2020, da bassist, komponist og producer Yannick Nolting og percussionist, vokalist og sangskriver Eric Owusu mødtes om en fælles kærlighed til vestafrikansk musik. Den musikalske rejse tog fart, da en række af Berlins bedste musikere på området sluttede sig til Jembaa Groove. Det syv personer høje ensemble kombinerer jazzede stemninger og hiphop fra den berlinske undergrund med vestafrikansk highlife og adowa. Jembaa Grooves syv bandmedlemmer har rødder i bl.a. Ghana, Israel og Portugal, hvilket gør deres sessions i øvelokalet til omdrejningspunkt for et sprogligt, kreativt og kulturelt miks. Eric Owusu synger på de vestafrikanske sprog Ga, Yoruba og Twi, såvel som hybrid-engelsk, og gruppen trækker på inspiration fra highlife-pionererer som Ebo Taylor og Dr. K. Gyasi. De benytter sig i lige så høj grad af groove-mekanikken hos amerikanske soul-ikoner som Charles Bradley og Lee Fields, og resultatet er en både stilsikker og mangeartet groovemaskine, der går direkte i kroppen.
Med rosende ord og airplay fra medieplatforme over hele kloden – KEXP, BBC6 og Worldwide FM for blot at nævne nogle – har Jembaa Groove skabt bølgebevægelser med deres både hybride, eklektiske, stilsikre og medrivende lyd, som de demonstrerede første gang på debutalbummet “Susuma” (2022). Siden har opfølgeren “Ye Ankasa/We ourselves” (2024) – som bl.a. er featuring Gyedu-Blay Ambolley og K.O.G. – for alvor givet dem international opmærksomhed. Jembaa Groove har spillet på festivaler over hele kloden, deriblandt SXSW, Supersonic Jazz og ESNS, og de spillede også en uforglemmlig koncert på ALICE sidste år, så vi kan ikke vente til de indtager vores koncertsal igen til februar.