Fredag _16.09.22100 DKK + gebyr

Duma (KE) + Son of Seth at Stengade

Nihilistisk noise og adrenalinpumpende grindcore

De kenyanske metalhoveder Duma forener ekstremmusik og klubkultur, når de kører nihilistisk noise og adrenalinpumpende grindcore gennem deres angstprovokerende kødhakkermaskine. Efter en af de mest heftige koncerter på årets Roskilde Festival, vender de tilbage til dansk jord til september og indtager Stengade. Son of Seth åbner aftenen med doom drone og dødsindustrial.

Martin Khanja (alias Lord Spike Heart) og Sam Karugu kommer fra Nairobis blomstrende undergrundsmetalscene, og har tidligere været medlemmer af Lust of a Dying Breed og Seeds of Datura. I 2019 dannede de sammen Duma (“Mørke” på Banto-sproget kikuyu), hvor Sam forlod sin bas til fordel for guitar, og Lord Spike Heart leverer ekstreme vokaler. Dumas selvbetitlede debutalbum udkom i august 2020 på Hakuna Kulala. Her fusionerer duoen den hektiske eufori, ubønhørlige kropslighed og rebelske attitude fra hardcore punk med knogleskærende breakcore og rå, nihilistisk industriel støj. Med deres overvældende lyd og lemfældige omgang med stilarter, har Duma formået at flytte den østafrikanske metalscene mod nye, grænsesøgende territorier.

Vi har før præsenteret Duma under sidste års Gong Tomorrow, hvor de fik Volumes betonvægge til at skælve, og efter et heftigt gensyn på årets Roskilde Festival glæder vi os til atter at blive rystet godt igennem af den vilde duo.

Danske Son of Seth åbner aftenen med en katartisk live-optræden af dommedagsdroner og kraftfulde skrig, lige ud af Dantes ni helvedescirkler.

Fredag _16.09.22
Venue: Stengade
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 21:00
Pris: 100 DKK + gebyr

Køb billet100 DKK