Aske Zidore og Anders Lauge Meldgaard er kendt for at sprænge rammerne for både musikken og dens fremførelse. Til CPH:DOX har de skabt et unikt koncertværk baseret på deres app ’Sange fra i dag’ – en variabel sangcyklus, der følger en algoritmisk struktur der får sangene til at lyde forskelligt hver gang de afspilles. Denne aften fremføres sangene af to digitalt skabte drengesangere (med stemmer fra Det Danske Drengekor), mens klaver (Nadia Okrusko) og fløjte (Flavia Huarachi) udfolder de minimale kompositioner. Det hele væves sammen af den kærligt undersøgende poesi af Ida Zidore, som undersøger de materielle og følelsesmæssige sammenfald mellem økonomiens sprogverden og livsformer, og den menneskelige erfaring og sårbarhed.
Koncerten er arrangeret i samarbejde med ALICE og støttet af Dansk Musiker Forbund. På aftenen fejres endvidere udgivelsen af bogen ‘Vejledning til Sange fra i dag’, der med tekst, noder, systemaftegninger og illustrative opslag, giver indsigt i værkets strukturelle form og sangenes komplekse processuelle tilbliven. Det vil være muligt at erhverve sig bogen til en ekstra god pris, og nyde et glas og god dj (Wilfred Wagner).