London er kendt som en ekstraordinært multikulturel by. Et faktum, der i sandhed reflekteres i bandet The Turbans’ musikalske fletværk af inspirationer fra nær og fjern.
The Turbans kan bedst beskrives som en musikalsk bazar – en korsvej, hvor rejsende fra forskellige kulturer mødes og udveksler fortællinger og musik. Bandet består af garvede musikere og eventyrere, der finder sammen i et berusende sammenspil og et udtryk, som fremviser musikalske rødder fra Tyrkiet, Bulgarien, Israel, Iran, Grækenland og England.
Den eklektiske gruppe startede deres musikalske eventyr med at spille på små klubber, gader og stræder i London, men de har efterhånden fået bygget en massiv fanskare op takket være deres mange medrivende koncerter, ikke kun i England, men også i USA, Mellemøsten, Kina, Indien og Europa.
Til april rammer de så Nørrebro med deres globaliserede og vidtfavnende musik, der med dens blanding af mellemøstlige klange, dansable Balkan-toner og meget mere uden tvivl vil skabe en fest på ALICE. Op til koncerten udsender The Turbans deres debutalbum, som udsendes på det globalt orienterede amerikanske label Six Degrees Records.
Dørene åbner: kl. 20:00
Koncerten starter: kl. 21:00
Pris: 135 dkk inkl. gebyr