Koncerten foregår på Studenterhuset Aalborg – og præsenteret i samarbejde med Danish Vaishyas.
Multiinstrumentalist Tom Relleen og trommeslager Valentina Magaletti (Raime, UUUU, Vanishing Twin) udgør ét af de mest hypede bands i eksperimenterende cirkler for tiden. Deres percussiondrevne musik trækker veksler på alt fra industrial, psychedelia og Steve Reich’sk minimalisme til jazz og techno. Først og fremmest er den dog kendetegnet ved en uhæmmet nysgerrighed og et lige dele stramt fremadskridende og åbensindet udforskende liveshow.
Hos Tomaga brydes repetitive mønstre og ildevarslende synthflader af dubbede effekter og improviseret rytmik til en art psykotropisk dansemusik, konstant udspændt mellem abstraktion og struktur. Et fænomenalt band der skal opleves live! Eller som BBC Radio 3 kort og godt skrev: “the best band in the UK right now”.
Koncerten er en del af en eksklusiv fire-dages turné, arrangeret af ALICE, TAPE, Studenterhuset Aalborg/Danish Vaishyas og Teater Momentum.
Dørene åbner: kl. 20:00
Koncerten starter: kl. 21:00
Pris: 90 dkk inkl. gebyr