Koncerten foregår på Christianshavns Beboerhus og præsenteres af ALICE
Pia Tafdrup & Køs er et tværkunstnerisk generationsmøde mellem den erfarne digterinde og de tre musikalske søskende. Søsat i 2018 har projektet udviklet sig til et kollektivt fælleseje hvor Tafdrups digte sænkes ned i Køs’ sitrende musikalske landskaber.
Pia Tafdrup debuterede i 1981 og betragtes som en af sin generations største lyrikere. Hun er oversat til mange sprog og har gennem årene foretaget en lang række oplæsningsturnéer i hele verden. Hun har blandt mange priser modtaget Nordisk Råds Litteraturpris i 1999 for digtsamlingen Dronningeporten, skrevet i 1998, og i 2006 modtog hun Det Svenske Akademis Nordiska Pris.
Maria Dybbroe, Valdemar Kragelund og Kristian Saarup, forener som Køs deres kærlighed til både storladenhed og skrøbelighed. I et elektroakustisk univers blandes, bøjes og manipuleres lyden af saxofon og trommer, som får instrumenterne til både at smelte sammen, skille sig ud, eller danne helt nye og ukendte klange. Nogle gange minder musikken om et pop-hit – andre gange lyder det som ambient elektronisk musik – eller en dyne af 40 saxofoner.
Med udgivelsen “Ud Af En Mund” føjer Pia Tafdrup og Køs et nyt spændende kapitel til deres samarbejde med et ambitiøst værk, der udkommer på Barefoot Records. Albummet er sammensat af temaer, som går på tværs af Pia Tafdrups digtsamlinger fra hendes værkserie om de fem sanser: ”Smagen af Stål” (2014), ”Lugten af Sne” (2016) og ”Synet af lys” (2018), ”Lyden Af Skyer” (2020) og den femte uudgivede bog om følesansen.
Sådan en udgivelse skal selvfølgelig fejres – og det bliver den på Christianshavns Beboerhus på lørdag, hvor ALICE har fornøjelsen af at præsentere releasekoncert.