Torsdag _14.11.19160 DKK + gebyr

Nubiyan Twist (UK) + DJ Alien Passport

Afrobeat og soul/jazz

Allerede i 2017 gav Nubiyan Twist en bragende udsolgt koncert på Global. Nu vender det engelske band tilbage til Nørrebro med deres urbane og dansable blanding af soul, afrobeat, hiphop, jazz mm. Koncerten indgår i serien Global Dance Nights. Før og efter koncerten fyrer DJ Alien Passport op for festen.

 

“A beautiful blend of groovy dub with uplifting horns and soulful vocals” – The Guardian

Nubiyan Twist, der udspringer af Leeds’ musikscene og som nu har base i London, har efterhånden cementeret deres position som et af de førende orkestre inden for globalt orienteret urban musik. På deres seneste album, ‘Jungle Run’, der udkom i år på hæderkronede Strut Records, havde de da også fået afrikanske giganter som Tony Allen og Mulatu Astatke til at medvirke som gæster. Og selveste David Byrne inviterede bandet til at spille, da han kuraterede South Banks Meltdown Festival. Læg dertil fejende flotte anmeldelser fra medier som The Independent, Songlines, Mojo m.fl., og der er ingen tvivl om, at Nubiyan Twist har kurs mod de helt høje musikalske luftlag.

At Nubiyan Twist også er et fænomenalt live-band, har de for længst bevist med en række svedige shows. Med 10 medlemmer på scenen, en fuldfed blæsersektion, tre vokalister og en knivskarp brasiliansk/engelsk rytmesektion skaber Nubiyan Twist en berusende oplevelse. Også det danske publikum har fået øjnene op for bandets kvaliteter, og allerede da de gæstede Nørre Allé i 2017 var der bragende udsolgt.

Under kyndig ledelse af guitarist/producer Tom Excell fortsætter Nubiyan Twist deres mission med at skabe en vedkommende og funky musik, der i disse Brexit-tider samtidig er en kærkommen påmindelse om, i hvor høj grad det multikulturelle er med til at definere den britiske sjæl. Her blandes afrikanske og latinamerikanske impulser med hiphop, soul, funk og jazz i et eklektisk mix, som det er svært at stå stille til.

Til koncerten på ALICE medbringer Nubiyan Twist den sjælfulde sangerinde Ruby Wood, som uden tvivl kommer til at skabe en solid fest sammen med resten af det store band.

Før og efter koncerten leverer DJ Alien Passport dansable grooves og lækker vinyl. Alien Passport er også bagmanden bag pladebutikken Frekvens Kontrol/Speakers Korner i Blågårdsgade.

Koncerten er en del af Global Dance Nights – ALICEs nye klub, hvor du kan flytte dansefødderne til globalt orienteret musik. Til Global Dance Nights har vi udvalgt førsteklasses live-navne, der kan sætte gang i festen. Og der er altid DJs før og efter koncerten – og happy hour i baren den første time!

Torsdag _14.11.19
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 160 DKK + gebyr

Køb billet160 DKK